Så byggede de boliger på grunden, hvor min mors veninde flyttede ind og stadig bor der 35 år efter. Der kom ikke tivoli mere, men tunge døre med gummilister, som sagde swuuushh, når de blev lukket og ikke klak og knirk, som dørene i vores huse i Nyboder. Og de havde ringeklokker, der sagde tørt metallisk kling-klang i stedet for riiiiiiing, som når nogen ringede på hos os og spurgte, om vi kunne komme ud og lege på gaden eller på pladsen foran kirken, hvor drengene spillede fodbold op ad muren. Ingen af os gik på fritidshjem, men vi havde gadedørsnøglen i en snor om halsen og strejfede rundt i vores kvarter, hvor der var trygt at være. Men det var alligevel de modigste, der gik forrest, da vi kravlede ned i bunkeren i Olfert Fishersgade, for fantasien var tændt, og vi vidste ikke, hvad vi fandt: nazister, håndgranater, børnelokkere, spøgelser eller djævelen selv. Og vi legede skjul mellem træerne og buskene, der var hegnet ind af et sort metalrækværk med bænke omkring, hvor spritterne nogen gange sad med snapsflaskerne i lommerne. Og når de tømte dem, smed de dem i skraldespanden forenden af bænken eller ind i buskene, som ikke er der mere.

Men indhegningen er der stadig, og der kan man nu lufte sin hund sammen med andre hunde. Dem var der ikke så mange af dengang. Og heller ikke så mange hundelorte, som kunne gøre det ulækkert at bygge dæmninger i en bred rendesten. Og den bedste var i Haregade næsten nede ved Borgergade. For fortovet var højt over brostenene, og det gjorde renden dyb. Det var som at opdage en glemt skat, når man kom forbi efter et godt regnvejr, hvor der var blade og kviste og ispinde, som kunne flyttes og dæmme op. Eller når der var is på om vinteren, som kunne betrædes og måske holde eller måske knække. Og når den holdt, lavede de skøjtebane på Grønningen. Og alle børn vidste, at man ikke skulle spise den gule sne, men man kunne godt smage på den hvide ovre i Østre Anlæg, hvor vi kælkede på den bakke, der nu er væk, fordi der skulle være mere plads til kunsten. Og det er fint nok med kunst, men der var ikke så mange kælkebakker.

Vi så gadeteater på en plads i solskin, der var omdannet til et andet land med folk i mangefarvede kostumer i tårne og vinduer – og det var som at rejse. Og ingen var så smuk som Maria Stentz, der var en sigøjnerprinsesse med sit krøllede mørke hår. Hun klappede mig på hovedet og sagde, at jeg også havde fine krøller. Dem hadede jeg ellers, for de gjorde mig anderledes. Men lige dér var de okay og der var et lille stykke sigøjnerprinsesse i mig også.

Og de langhårede pædagoger tog os på udflugt, hvor vi besøgte deres venner, der boede i et meget stort hus med bløde puder, højt til loftet og med et kæmpe træ og en regnbue malet på væggen. Mit første af mange besøg på Christiania. Jeg er aldrig blevet fast gæst, men har spist på Spiseloppen, siddet i solen, set udstillinger og været til koncert med Birger Larsen. For jeg var lidt forelsket i hans brune øjne og hans bløde, københavnske navn, der lyder som noget, vi ville bestille hos bageren en sommermorgen efter en fest på universitetet: ”Jeg skal bede om to birger larsen, en giffel og to rosenbrød.”

Som studerende gik vi til eksperimenterende koncerter og forestillinger i slutfirsernes undergrund, som blev holdt i tomme bygninger og på tomme grunde. Nu er de flyttet ind bag kulturens kuldslåede mure, hvor man kan købe kaffe og gå på toilettet i pausen. Og det er fint med kaffe og toiletter, for der er ikke så mange tomme grunde mere og ikke så meget undergrund. Ikke engang på Amager. I firserne var det hele mørkere end Solvognen, der hørte til Christiania og til hippierne, som vi voksede fra. De var den voksne generation, og vi skulle finde vores eget oprør mod deres kvalmende optimisme og trættende insisteren på fred og medmenneskelighed, som gjorde selv Anders Fogh Rasmussen utilpas. Det har jeg læst i et interview. Men det var svært at gøre seriøst oprør mod oprøret, mod det rammeløse og godheden. Og vi følte presset udefra. Vi skulle  stramme op. Økonomien var hård, verden udviklede sig hurtigt, og vi måtte ikke komme bagud.

Men mens jeg sad med bøgerne, sad min onkel i en gruppe med Tine Bryld, der skulle hjælpe Staden med de stigende krav om formalisering. Og han forærede os en fotobog, der var fyldt af Christiania: elskende, gravide, gående, drikkende, børn og voksne og masser af kærlighed. Og jeg tænkte, at en mand en gang skulle elske mig, som manden på billederne elskede sin kvinde: Som hun var! Uden forbehold om farven på hendes undertøj eller mængden og længden af hårene i hendes kusse. Men med safter og masser af kraft og lav sol, der skamløst kastede sig ind gennem ruden. For der var sol på billederne og modlys og vinter og masser af plads og poesi.

Og jeg blev engang kropsvisiteret af en mand med en fedtet hestehale på Woodstock, der troede, jeg var fra politiet. Han sagde: ”undskyld et øjeblik” og åbnede min jakke så let, som tog han på en dueunge og rørte mig uden at røre mig. Og jeg grinede og var lidt stolt, for det var sjovt. For fotografen og jeg var jo bare uskyldigt ude og kigge på Københavns skæve værtshuse, fordi vi skulle lave en hyldest til Blomsten i Nyhavn, der fyldte 10 år. Og der var ikke så mange værtshuse tilbage af de skæve, som ikke bare var sure bodegaer eller blevet til hippe værtshusoplevelser for unge, der søger noget originalt. Og det er Christiania. Originalt.  Men Christiania er også mit bevis på, at København ikke er som andre byer. Selvom vi gerne ville være det og gerne ville begå andre byers fejl og bygge højhuse i centrum. I København er der ikke så langt til taget men højt til himmelen og selv vores oprør er jordnært.

Det kan godt være, at christianitterne også er småsmittet med undergravende ligustertermitter, men det må de selv kunne kurere. For det handler om friheden til at holde ponyer og servere te med gulerodskage på jord, man ikke behøver eje. For det er ikke ejerskabet men brugerskabet, der betyder noget. Så vil jeg gerne være borgerskabet, der kommer besøg og bliver mindet om, at vi skal sige ja til de ulige vinkler i et hjemmebygget hus og nej til hårde stoffer. Ja til mangfoldighed og nej til vold. Og jeg bliver så sur på dem, der bruger Christiania som et dårligt skalket skjul for deres voldelig adfærd, som de prøver at maskere som et oprør, men i virkeligheden er frustration over, at de mangler åndehuller og plads. De sloges om Byggeren, men Staden var en fredelig invasion. Det kan godt være, at jeg hellere vil bo på Østerbro, hvor der er roligt for det meste og udsigt til havet. At jeg går mere på cocktailbar og café end på værtshus. At mine æstetiske valg er anderledes end Christianias. Men Christiania er min indre rebel, min trøst og mit åndehul, når pænheden herude på Østerbro bliver for ensrettet. For tanken opstår i tomrummet og kærligheden har også behov for at blive luftet.

Som da jeg spadserede en tur på Staden med min nygifte canadiske fætter og hans kone i efteråret. Jeg fortalte, og hun holdt hårdt fast i sin taske og ville hellere hjem. Indtil hun pludselig forstod, hvor hjertet ligger, og hvorfor Christiania ikke er farligt men vigtigt. Nu er hun fan. Og vi mødte tyske gymnasieklasser anført af entusiastiske lærerinder, der pegede, mens drengene fnes og sikkert tænkte mere på pigen med den smukke navle – end på en næste 40 år gammel protest. Men måske hænger der en lille burre fast på underkanten af deres bevidsthed, som på det rette tidspunkt skurrer og kradser på rammen og fortæller dem, at det ikke altid er den lige vej, vi har brug for. Men snirklede blomster og nogen, som tør elske og tage en fremmed i hånden, som man gjorde en gang på Christiania. Og det sidder stadig i væggene og i møblerne. Glem ikke det.

Når jeg betaler min skat, så mine brede skuldre kan bære de svageste, og jeg giver penge til balletten, domkirken, kunstmuseet og musikere og forfattere på aftægt. Så spørg mig, om jeg vil betale en Christiania-særskat, som sikrer en del af mit elskede København, hvor solen skinner på dem, som stadig tør gøre noget for andre. Det gør de nemlig også på Christiania. Uanset, hvad I siger.

Jeg hader at demonstrere. Men hvis du har brug for mig nu, Christiania – så kalder du bare! Så kommer jeg med ikke-vold og sætter mig forrest i blokaden lige overfor dem, der vil dig ondt. Jeg synger endda med på ”We shall overcome”. For det skal vi. Du er mit barndoms tivoli, min kælkebakke og mysteriet i en underjordisk bunker. Selvom du også forandrer dig, er du det nærmeste på undergrunden. Du er alle byens parker. Du er Skudehavnen, som forsvandt. Du er Byggeren og gadeteateret, sigøjnerprinsessen og den gamle stodder på bænken. Du er en skat, som jeg ind i mellem glemmer og frydefuldt genopdager. Men det er ikke bare nostalgi. Du ånder. Du er glimtet i øjet og håbet om håbet. Du er en vigtig knogle i min by, som bliver halt, hvis du forsvinder.

Hurra! Klap dig selv og din heldige nabo på skulderen. I bor stadigvæk – i følge OECD – i verdens lykkeligste land. København skulle endda i følge Business Week være det 11. bedste sted i verden at bo. Her er kort til indflydelse og langt til naturkatastrofer. Selv vores værste jordskælv kan kun dræbe en stakkels kat (må den hvile i fred) og vælte nogle juletræer (7-9-13). Vi har et kæmpe ego for et så ekstremt lille land. Hvis nogen vover at være kritiske overfor, om vores statsminister bør vælges til øverste leder for en stor international organisation, bliver vi smækfornærmede, uden at stille spørgsmålstegn ved, om han egentlig er den rigtige til jobbet. Omvendt bliver det en topnyhed, når den amerikanske præsident og superstar fremhæver os en passant i en af de taler, han holder flere af om ugen.

Jeremy Clarkson kommenterede danskernes lykke for et par år siden i en artikel på sin vanlige britiske og stærkt sarkastiske facon. Han mente, at danskerne kun var så lykkelige, fordi vi altid forestillede os, at det hele kunne være meget værre – og derfor blev så jublende glade, når det værste ikke skete. Måske har han en anelse ret. Men det er jo ikke en særlig konstruktiv og holdbar tankegang i længden. Så tænk nu, hvis vi formåede at vende det på hovedet og i stedet gik efter det bedste og mest fantastiske? Hvis vi nu vender behovet for vækst indad og sideværts, så vi bruger energien på at forbedre, raffinere, opgradere og ikke på at ekspandere.

Men inden du afviser indlægget her som fodformet og utopisk hippietankegang, så tænk lige på dine børns fremtid og på, at vi har gjort det før. Dannelsen af velfærdsstaten er det mest modige og samfundsforandrende sociale eksperiment siden indførelsen af demokratiet. Den har helt klart bevist sin langsigtede værdi. Vi er et velhavende samfund med en grundliggende sikkerhed, der giver lykkefølelse, og som herboende udlændinge ofte refererer til, som noget af det bedste i Danmark. Men hånden på hjertet – kunne både produktet Danmark og brandet ikke blive meget, meget bedre?

Alle, der har arbejdet med markedsføring, har med garanti på et eller tidspunkt hevet sig i håret, fordi de sad med et uinteressant eller måske ligefrem ringe produkt eller en kunde, der ønskede at fortælle en forkert historie. Så her kommer et lille tankeeksperiment, hvor vi har frie hænder til at forbedre produktet Danmark og måske med lidt held sikre vores placering på lykkeskalaen i mange år fremover.

Vi kunne starte med at definere 3 kerneværdier, der skal indeholdes i alle forandringer og tiltag fremover:
1. Er det godt? Er det alment gavnligt, godt for nogen specifikt trængende – eller gør det generelt mere skade end det gavner?
2. Er det smukt? Indeholder det en æstetisk, filosofisk eller humanistisk skønhed?
3. Er det sandt? Har det ægte, blivende værdi eller er det en kortsigtet løsning, som lapper uden at være en reel forbedring?

Kast så lige noget mod og nogle ordentlige visioner ned i trylledejen, så der også sker noget. Den amerikanske opfinder Dean Kamen (bl.a. Segway og Ibot) har sagt, at der ikke er noget, som ikke kan lade sig gøre teknologisk – det er bare et spørgsmål om vilje til at sætte økonomi bag.

Tænk hvis vi satte os for:

• At blive verdens første 100% økologiske land i både landbrug og på hospitaler, børnehaver osv.
• At vi kun vil medvirke til produktion af freds- og livsbevarende produkter som fx minerydningsudstyr, vandrensning og sygdomsbekæmpelse og helt udelukke våbenindustrien.
• At vi vil have 100% bæredygtig energi og vil reducere vores CO2-udslip med 90% – på 10 år.
• At alle virksomheder skal have pligt til at aflevere et etisk regnskab og at alle offentlige investeringer skal være etiske.
• At få også udenrigsministeriet til at forstå, at alle slags og niveauer af korruption er skidt.
• At ingen må leve under fattigdomsgrænsen.
• At vi vil lytte til verdens undertrykte befolkninger og hjælpe, selvom det koster udenlandske investeringer.
• At regeringen og staten skal varetage borgernes interesser før industriens – også udenfor papiret.
• At alle asylansøgere må arbejde og dermed opretholde bare et minimum af selvværd og følelse af meningsfuldhed.
• At være det første land, der totalt forbyder samtlige kemiske stoffer, som kastrerer os og giver os cancer.
• At vi ikke vil svine andre til, bare fordi vi kan.
• At alle nye boliger skal være bæredygtige og de gamle renoveres i samme ånd.
• At ingen børn må tabes i skolen – eller i ungdomsuddannelserne.
• …..fortsæt selv…

Det ville give mere omtale, end Norge får for Nobelprisen. Turisterne ville flokkes til Danmark for at se miraklet, og for at spise den rene og gode mad. Obama ville nævne os i alle taler. Vi vil tjene godt på vores innovationer, vi vil ranke ryggene og måske endda være i stand til at føde børn i de kommende århundreder.

© Irene Greve 2009
Se også tidligere indlæg om sofistikeret rustbehandling

Uden for loven
For 12 år siden lavede jeg en dokumentaren ”Daddy’s Drenge” til DR om vesterlændinges seksuelle misbrug af drenge i Nepal. Jeg kendte allerede dengang landet godt, og havde været der mange gange både som trekkingguide og som udgangspunkt for rejser i Tibet. Kathmandu var den by, jeg havde opholdt mig mest i næstefter København. Nu sad der en dansker fængslet for at have smuglet en større mængde valuta, og der gik rygter om, at hans børnehjem i virkeligheden var et skalkeskjul for børnemisbrug. Samtidig var nogle franske NGO’er begyndt at se kritisk på et par andre ledere/ejere af ”børnehjem”. En engelsk skolelærer var flygtet ud af landet efter en offentliggjort og meget veldokumenteret beskyldning om pædofili og en fransk præst, var under stærk mistanke.

Det var en helt ny situation for det dengang fredelige kongerige i Himalaya. Udlændinge var kendt som venlige mennesker, der bragte ulandsbistand – eller som turister i form af hippier, rygsækrejsende eller bjergbestigere. Sexhandel foregik ganske vist, men det var over grænsen til Indien og gik ud over pigerne. Homoseksualitet var forbudt ved lov, men at nogen kunne finde på at forgribe sig på små drenge, var en tanke så fremmed, at der ikke en gang var lovgivet for det. Der var som i alle andre større byer i verden også prostitution i Kathmandu, men der var ikke tale om en decideret sexturisme, som man kunne opleve det fx i Sydøstasien. Da historien kom frem gik dele af den lokale presse fuldstændigt over gevind og nepaleserne var bestyrtede.

Ved ankomsten begyndte vi at grave i historierne om både danskeren og de forskellige anklagede udlændige. Undervejs dukkede en mistanke op om endnu en brite, der havde et børnehjem for gadebørn, og der gik generelle rygter om produktion af børneporno. Jeg ledte selvfølgelig efter sammenhæng og tegn på, at disse tilsyneladende tilfældige mænd kendte hinanden, havde en fælles reference eller på en eller anden facon var organiserede.

I løbet af arbejdet med dokumentaren forvandlede denne smukke by, som jeg mente at kende, sig for mine øjne. Jeg begyndte at lægge mærke til vestlige mænd, der fulgtes med små gadedrenge. Hvor jeg før (naivt) havde troet, at de bare hjalp dem med lidt mad og penge, så jeg nu en ny virkelighed, hvor et bad, et måltid, en seng at sove i og lidt småpenge blev betalt med seksuelle ydelser. Den fængslede dansker og måske andre af de anklagede havde tydeligvis kontakter til den organiserede kriminalitet, som på de egne styrer smugleriet med valuta, guld, stoffer, våben og antikviteter. Men da ingen forbryder med respekt for sig selv vil have noget at gøre med en erklæret børnemisbruger, stod der meget på spil. Med vores kamera og nysgerrige spørgsmål, kunne vi risikere at komme magtfulde interesser på tværs i et land, hvor et menneskeliv pludselig ikke havde den store værdi.

Et kig i afgrunden
Vi havde hverken økonomiske ressourcer til at blive der i lang tid eller til at føre vores undersøgelser videre i de andre lande, som indicierne pegede mod. Det var ca. et års tid efter, at Marc Dutroux var blevet pågrebet i Belgien, i hvad der viste sig at være en af de værste og mest grusomme historier om børnemisbrug i Europa. En afsløring, der samtidigt viste verden, at den organiserede pædofili tilsyneladende rakte sine klistrede fangarme langt op i det bedre borgerskab og bureaukratiets øverste etager. I min egen research kunne jeg et eller andet sted lige uden for rækkevidde ane omridset af en sammenhæng, af en slags international organisering af misbruget, hvor man dækkede over hinanden, gav referencer  og på andre måder hjalp hinanden. De tynde og næsten usynlige tråde var alle forbundet med en eller anden af de utallige kristne organisationer.

Men jeg kunne ikke bevise noget. I stedet stod jeg med en overvældende følelse af, at have kradset hul i en overflade, og når jeg kiggede ned i hullet, så jeg lige ud i en svimlende, bundløs afgrund. En skræmmende, altopslugende uendelighed som jeg godt kunne kaste mig ud i, men hvor der ikke ville være nogen garanti for, hvornår, hvordan og om jeg overhovedet ville vende tilbage. I den situation har man et valg: Enten vender man ryggen til for sin egen psykiske sundheds skyld – eller også springer man. Jeg vendte ryggen til. Gjorde dokumentaren færdig og talte med både danske og udenlandske politimyndigheder – og gik aldrig videre ned ad sporet. Men både Nepal og jeg havde tabt en uskyld.

Da dokumentaren blev vist på dansk tv, var der flere i min omgangskreds, der valgte ikke at se den pga. emnet. Ca. et år senere havde jeg den med til Nepal og gav et eksemplar til nogle venner, hvis søn gik på den skole, hvor den pædofilimistænkte lærer havde undervist velhavende  nepaleseres og mange udlændinges børn. Også her boykottede en del (særligt britiske) forældre til elever på skolen fremvisningen af filmen. Deres begrundelse? ”Tænk, hvis nu det var sandt…”

Favntag med mafiaen
Sidste år læste jeg en sjældent velskrevet dansk bog, hvor det slog mig, at forfatteren havde haft den samme følelse af at kigge ned i en uendelig afgrund, der truede med at opsluge ham. Italienskender og journalist ved Berlingske Tidende Morten Beiter interviewede gennem flere år en afhopper fra den sicilianske mafia, og i den fremragende bog ”Mand af Ære” fortæller Claudio Samperi om sit liv med vold, mord og kriminalitet i et omfang, der nærmest trodser enhver menneskelig fatteevne. Bogen har dokumentarform, og Beiter beskriver også omstændighederne for de daglange interviews, hvor middagen med massemorderens familie bliver en oase af normalitet og toilettet hans eneste refugium, når han mentalt skal håndtere Samperis fortællinger om livet med mafiaen og de mange følelsesforladte drab.

Flere steder i bogen peger Morten mod det hemmelige lag af organiserede ”interesser”, som ligger langt over mafiaen. Der er tale om politiske sammenhænge, der bl.a. inddrager Berlusconi og dermed potentielt resten af EU. Og her viser afgrunden sig truende og svimlende for læseren, for der antydes en alternativ virkelighed af største konspirationsteoretiske højde, som sætter spørgsmålstegn ved det trygge og det kendte. Jeg sendte Morten en mail for at rose hans bog og efterprøve min teori om den dobbeltsidede afgrund, hvilket han bekræftede. Som journalist eller forfatter kommer der et tidspunkt efter at have arbejdet intens med et emne af denne karakter, hvor man simpelthen er nødt til at trække sig ud og prøve at genfinde det smukke i tilværelsen. Kigger man for langt ned i afgrunden, risikerer man at acceptere den som en gyldig virkelighed. Og de perspektiver er for store til at rumme.

Både Morten og jeg valgte frivilligt at involvere os i de nævnte scenarier og kunne gå igen, når vi havde leveret vores historier. Men det hænder, måske oftere og oftere, at afgrunden sniger sig ind i hverdagen på en insisterende og uafviselig facon, hvor det eneste forsvar synes at være fornægtelsen.

Kan man befri sit liv?
Min veninde og tidligere kollega journalist og forfatter Maria Cuculiza har for nogle uger siden udgivet bogen ”Green Makeover. Befri dit liv for kemikaler, CO2-fodspor og ressourcespild”. Hun er mildt (og kærligt) sagt ind i mellem rigtig dårligt selskab. Hun ved simpelthen for meget om den slags emner og medaljebagsider, der truer med at hive gulvtæppet væk under hele mit behov for tro på autoriteter, på overlevelse – og på at verden generelt vil mig det godt. Det siger sig selv, at man kan få paranoia af at undersøge internationalt børnemisbrug og mafiaen. Fordelen er, at man kan pege på forbryderne og i princippet bare rejse væk. Men hvad gør man, når truslen er i fødevarerne, i rengøringsmidlerne, vaskepulveret, møblerne, tøjet og i luften? Så befinder vi os langt ude på herrens mark i Ulrich Becks ”risikosamfund”. Og selvom børnemisbrug er helt forfærdeligt og mafiaen i alle dens afskygninger og politiske forbindelser er en truende magtfaktor – så truer de i det mindste ikke (endnu) med cancer og en destrueret planet. Det gør virkeligheden i Marias bog.

Det, som har overrasket hende mest i arbejdet med bogen, er, hvor slemt det står til med tilsætningsstofferne i vores (føde)varer. I hvor høj grad kemien ikke bare er der, men også hvor skadelige den er – og hvor lidt staten gør for at beskytte sine borgere frem for industriens interesser. Statistikkerne over danskernes sygdomme og nedsatte reproduktionsevne taler deres eget klare sprog. Bogen er omfattende, helt klart velresearchet og i høj grad en håndbog i selvforsvar. Alligevel har jeg mest lyst til at holde mig for ørerne, lukke øjnene og synge hele vejen til supermarkedet. Når jeg bladrer rundt mellem parabener, formaldehyd og kunstige farve- og smagsstoffer og læser mig til, hvordan de findes stort alle steder i min hverdag – så mærker jeg afgrunden nærme sig, og fornægtelsen og handlingslammelsen sætte ind.

Hvordan spiser man elefanter?
I P1 kunne man forleden høre Berlingske-blogger Lars Henrik Aagaard fortælle om risikoen for ”klimakvalme”, for at den såkaldte ”over-kommunikation” kunne føre til en modreaktion, og at det ikke hjælper klimaregnskabet, når hele verden opfordres til at slukke lyset på samme dag. Selvfølgelig har han en vigtig pointe i, at man skal holde sig til det centrale i problematikken og ikke i flæng markedsføre hvad som helst under en klimaparaply. Alligevel virker det så forkælet, kortsigtet og snæversynet overhovedet at tale om ”klimakvame”.

Så hvad gør man, når det, man har at fortælle, truer vores følelse af sikkerhed i en grad, at det ægger benægtelsen frem? Og når den ikke længere virker – så fornægtelsen? Kloge mænd har sagt, at elefanter skal spises i små bidder. I modsætning til Aagaard, så tror jeg personligt på, at det har en vigtig funktion, når mange af os slukker lyset samme dag – mens andre hænger alle julelysene op i protest. For den faktiske fysiske handling i bevidst at slukke på stikkontakten, gør det nemmere at huske at slukke lyset den næste dag. Den lille symbolske handling i fællesskab får os til at forstå det store i det små. Den udvider bevidstheden en lille smule.

Måske har jeg bidraget til en lille smule forståelse af konsekvenserne og baggrunden for børnemisbrug hos dem, der tændte for fjernsynet den aften. Mortens bog har bestemt ødelagt lidt af min romantiske drøm om Italien, men har også hjulpet mig til lidt bedre at forstå, hvilke konsekvenser den organiserede kriminalitet har for de demokratiske samfund. Selv Marias skræmmende bog har fået mig til at indse det nødvendige i at udøve selvforsvar, så jeg har lagt nogle vaner om og nærlæser lidt flere varedeklarationer. Men den kommunikationsopgave hun har kastet sig ud i, er den sværeste af dem alle. For i bund og afgrund kan jeg ikke overskue konsekvenserne af den udvikling, hun beskriver og har derfor i virkeligheden slet ikke lyst til at vide det, hun fortæller mig.

© Irene Greve, 2009

Når underbevidstheden modarbejder

I sin forrige bog Blink giver Gladwell et eksempel på, hvordan en enkelt og tilsyneladende simpel sproglig association kan skade elevers præstation. Man startede blot en faglig test med at bede de studerende udfylde navn og racemæssig baggrund. Det sidste lille spørgsmål var nok til at få de afro-amerikanske deltagere til at underpræstere markant. Nu var de ikke længere universitetsstuderende – men ”sorte” universitetsstuderende, hvilket de i deres underbevidsthed forbandt med ikke at være gode nok og ikke dygtige nok. Eleverne fejlede altså, hvis man vækkede en association til mindreværd via et ”uskyldigt” link til deres race. Et link, som deres livserfaringer, herunder kontakt med medierne, fortæller dem er negativt og direkte destruktivt.

Tæl til ti

I Outliers har Gladwell igen fat i et kulturelt aspekt og undersøger bl.a. spørgsmålet om, hvorfor asiater tilsyneladende er så meget dygtigere til matematik end vesterlændinge. Det første punkt han anfører er lingvistisk. Når man skal håndtere tal, er det simpelthen en fordel, at de er korte i sproglig forstand og at både talrækken og matematikkens sprog er logisk. På 2 sekunder kan man på engelsk udtale 7 tal, mens man på samme tid kan nå at udtale 10 tal på cantonesisk. Derfor kan børn med cantonesisk som førstesprog lettere huske 10 tal end et engelsktalende barn.

Hårdt og vedholdende arbejde

Gladwell opererer med en anden kulturel og indirekte sproglig påvirkning fra det, han kalder ”rismarks-kulturen”, og som han finder er udpræget i de østasiatiske lande. Det kræver afsindigt hårdt arbejde, at dyrke en rismark, men til gengæld er afkastet direkte proportionalt med indsatsen. ”Working really hard is what successful people do, and the genius of the culture formed in the rice paddies is that hard work gave those in the fields a way to find meaning in the midst of great uncertainty and poverty.” Derfor griber han også fat i disse værdiers kulturelle påvirkning, der er udtrykkes gennem fx ordsprog som: ”If man works hard the land will not be lazy.” ”Don’t depend on heaven for food, but on your own two hands carrying the load.” Og han tilskriver direkte en del af de asiatiske studerendes succes denne arbejdsmoral eller vedholdenhed, som han mener stammer fra kulturen omkring risdyrkning.

Gladwell fortsætter med at beskrive hvilke positive resultater, der kommer ud af helt enkelt at PRØVE. Professor i matematik ved Berkeley Alan Schoenfeld konkluderer følgende i bogen, efter han har gennemført et eksperiment om vedholdenhed: ”Success is a function of persistence and doggedness and the willingness to work hard for twenty-two minutes to make sense of something that most people would give up on after thirty seconds.” Og det viser sig, at en generel vilje til at yde en indsats også giver bonus på alle områder. Ved den internationale TIMSS matematiktest (for folkeskoleelever) er der ifølge Gladwell fx præcis sammenhæng mellem antallet af besvarede/udfyldte spørgsmål om den enkelte elevs baggrund på de indledende og meget omfattende spørgeskemaer – og placeringen på den internationale rangliste. Det lands elever, der har tålmodighed til at udfylde spørgeskemaet er med andre ord også de dygtigste til matematikprøven. Hvad kommer vedholdenhed af? En høj arbejdsmoral (som kan være kulturelt betinget) samt lyst og selvtillid.

Canadiske Mike

Canada har et ret europæisk velfærdssystem og en nok mere ”skandinavisk” tilgang til børneopdragelse end fx USA. Og sidst i 1980erne besøgte jeg en canadisk tante, der bor British Columbia lige syd for Vancouver, hvor der gennem ’70erne og ’80erne flyttede rigtig mange asiatiske indvandrere til særligt fra Hong Kong. Hun udtrykte dengang bekymring for sin søn: ”Hvordan sikrer jeg ham en god opvækst med tid til at lege og spille fodbold, når han skal konkurrere med asiatiske studerende, der arbejder meget mere og ikke har nogen fritid?” Dengang følte hun, at hun stod i et ægte dilemma og blev presset på sin søns fremtid. Et globaliseringens dilemma, som tilsyneladende er parallelt med vores her i Danmark: Hvordan skal vi klare os i den globale konkurrence, når vi samtidig gerne vil have et godt liv? Men måske er det ikke det reelle spørgsmål. For min fætter Mike har klaret sig fint og blevet både en habil trommeslager og etnografisk geolog med fast arbejde. Han har hele vejen fulgt sit hjerte og troet på sig selv. Nøgleordene er: lyst og selvtillid, for så følger det hårde arbejde og succesen lettere. Og her tror jeg nærmere, vi har et problem – eller en mulighed for forbedring.

Lektioner fra SKOLEN

I foråret 2008 brugte jeg mere end 3 måneder på en dansk folkeskole mellem Vejle og Fredericia, mens vi producerede TV2-serien ”Skolen”. På 100 kalenderdage gennemførte vi et projekt, der omlagde undervisningen til de såkaldte læringsstile, som tager hensyn til den enkelte elevs måde at lære på. Vi forsøgte samtidig at forbedre skolens sociale miljø og havde også fokus på mad, motion og skolens praktiske forhold. Ved starten lå skolen placeret som nr. ca. 1200 ud af ca. 1600 danske folkeskoler målt på 9. klasses afgangseksamen. De forskellige testresultater ved projektets slutning viste, at hvis fremgangen holdt, ville skolen befinde sig i ”Top 100” over danske folkeskoler – efter en indsats på bare hundrede dage! Den mest markante forandring, man kunne mærke på skolen, var en ny begejstring: Det var pludseligt blevet sjovt at lære.

Der ikke er tvivl i mit sind om, at læringsstile er et fremragende redskab, som kan (gen)skabe glæden ved læring og som formår at samle elever op, der bliver tabt i den almindelige undervisning. Men som jeg så det, lå eleverne under for et meget større problem: Manglende selvtillid – som ofte forhindrede dem i at PRØVE. Og det er i virkeligheden opbygningen af denne selvtillid gennem succesoplevelser og faglige fremskridt, der er den reelle mirakelmedicin.

Hvilket svarer præcis til, hvad vi oplevede hos eleverne i den foregående tv-serie ”Plan B”.

Underminering af selvtilliden

Elevernes selvtillid bliver undermineret af to ting, der begge bliver gjort i bedste mening:
1. Lærer og forældre piller elevernes succeser ned
Flere gange hørte jeg en lærer sige til en elev, der lige havde haft et gennembrud: ”Ja, det er meget godt, men husk nu på at du stadigvæk ikke kan det og det.” Eller en forælder sige til sit barn, der lige havde scoret en meget højere karakter end før: ”Det er rigtig flot, men nu skal du jo arbejde hårdt for at holde det ved lige.” Man behøver ikke være psykolog for at læse det skuffede udtryk i de børns ansigter, som fik de beskeder. Ungerne faldt næsten fysisk sammen. Vores ekspert Svend Erik Schmidt kalder det for ”komma-men-effekten”. Barnet, der er glad og stolt over sit resultat, hører kun den del af sætningen, som følger efter kommaet og men’et. Så i stedet for ros, der bygger op og giver lyst til at fortsætte, får barnet et reelt nederlag. Barnet lærer i stedet, at succes aldrig er ”hel” og ikke noget, som er værd at kæmpe efter, for det bliver alligevel aldrig ”godt nok”.

2. Børnene giver op – og de får lov til det
En af hovedpersonerne i ”Skolen” var egentlig ret faglig dygtig. Hendes primære problem var manglende selvtillid. Hvis hun fik en test i fx grammatik, kunne hun faktisk, uden at tænke over det, løse mange af opgaverne. Men så satte hjernen og sproget ind. En indre stemme fortalte hende, at hun var dum og ikke ville kunne finde ud af det. Så hun begyndte at tvivle på sine svar og lod hellere være med at svare end at risikere at svare forkert. Hun opgav at PRØVE, hver gang hun blev præsenteret for noget nyt. Rigtig mange børn bliver ikke opdraget til vedholdenhed, men får lov at slippe, hvis det bliver lidt for svært eller lidt for hårdt. De lærer derfor ikke, at proces er vigtig og at det kan være en stor succes at prøve. Også selvom man fejler – i første, andet, tredje…forsøg.

Tale op eller tale ned?

Vi har en meget høj arbejdsmoral i Danmark, selvom timeantallet er faldet en smule i april, knokler vi. Men det står skidt til med selvtilliden. I PISA undersøgelsen for de 16½-årige kan man se, at danske elevers selvtillid indenfor naturfag er den laveste i hele Skandinavien. Det kunne man vælge at se som symptomatisk og som noget, der holder både vores personlige og fælles succes tilbage. Er det fordi, vi uden at tænke over det hele tiden taler hinanden ned? Skyldes det, at vi også i medierne forfalder til sproglige stereotyper, der skaber den mentale blokering, som fotografen Jacob Holdt engang kaldte ”den indre gettho”? Har vi skabt eller er vi ved at skabe en kultur, der bygger på personlig angst for at træde ved siden af – og hvor det derfor er bedst og sikrest at blive stående?

Hvad gør du selv? Sætter du ubevidst et race- eller kulturbeskrivende tillægsord på, når du laver nyheder eller refererer en historie? Bruger du ”komma-men”, når du roser dit barn eller en kollega? Er du i det hele taget god til at huske at rose og til at fejre succes, eller holder du dig tilbage? Ser du fejl, før du ser fremgang, fordi du mener, det er konstruktivt? Hvis du er chef eller underviser, skaber dit sprogbrug så lyst eller angst for at prøve hos dine medarbejdere eller elever? Eleverne i ”Plan B” og på ”Skolen” har i hvert fald bevist, at man kan flytte bjerge, når selvtilliden bliver repareret og det bliver ikke bare legitimt – men nødvendigt at PRØVE.

© Irene Greve 2009

For små 20 år siden arbejdede jeg på et reklamebureau, der hed Winther&Lommer. Vi var det første bureau, som skabte imageannoncering for Spies Rejser. Tidligere havde Simon Spies selv klaret omtalen og produktannoncerne blev lavet i huset. Men Simon var død og enken Janni ville gerne trække sig ud af rampelyset. Det var selvfølgelig en vanvittig morsom kunde, som lige var begyndt at eksperimentere med helt nye og mere eksotiske destinationer. Hos os affødte det en gryende forståelse af, hvilke muligheder der lå i det nye begreb ”den globale landsby”. Derfor blev en af de første kampagnekoncepter: Verden er ikke blevet mindre – den er blevet større!

Jeg har altid syntes, at det var en smuk pointe med dybde. Det handler jo i bund og grund om udsyn, forståelse og åbenhed, når vi skal forstå de mennesker, der er vores kunder, medstuderende, rejsekammerater og naboer fra både nær og fjern. En af mine gode venner, som er fotograf og i mange år har dækket Pakistan og Afghanistan, kom med følgende kommentar om starten på Muhammed-krisen: ”Hvorfor inviterede jeres statsminister ikke bare mullaherne ind til en snak og en gang ris pilaf?” Det lyder måske nedladende, men det er det ikke. Sådan ordnes mange uoverensstemmelser i den del af verden, inden de kommer så langt, at nogen taber ansigt. Tænk hvilken forskel, det kunne have gjort, hvis Fogh ikke bare havde afvist at tale med den store gruppe ambassadører, der troppede op og bad om lov til at forklare deres sag. Det var jo lang tid før, det hele blæste op til en kæmpe brandstorm…

Udsyn og forståelse kan selvfølgelig godt være lidt svært at sætte i proportion, når man bor i et lille beskyttet værksted som Danmark. Vi er ret veluddannede, men det slår mig tit, hvor begrænset vores udsyn ofte kan være – måske netop fordi vi er så små – for det er vel sjældent af ond vilje. Jeg var så heldig at komme på en safaritur for et par siden til det undersmukke Botswana, der ligger lige nord for Sydafrika. Fordi en del af landet er Kalahari-ørkenen og en anden stor del er Okavango-deltaet, er befolkningen forholdsvis lille og landet har været et fredeligt demokrati i over 40 år. Vi var en gruppe på 7 danskere, der overnattede i telt under semi-luksuriøse forhold. Med på turen havde vi guiden Aaron, der fragtede os rundt i safaribilen samt to hjælpere Kooms og Frimpy, som rejste lejren og lavede mad. Deres engelsk var lige så flydende, som det var fyldt med humor og anekdoter om livet på safari. For at få en guidetilladelse skal man først 6 måneder på skole på Botswana Wildlife Institute og undervises i flora og fauna, grundlæggende bilmekanik og kogekunst i et feltkøkken. Derefter vanker der 2 års praktik, inden man selv må tage gæster med ud i vildmarken. På trods af virkelig mange løver og enkelte leoparder, har ingen af dem våben med. Deres styrke ligger i at kende dyrene og vide, hvornår man skal stikke af – og hvornår en elefant bare gengælder nysgerrigheden og stikker snablen ind i bilen med fredelige hensigter.

Nysgerrig elefant i Botswana. Foto Irene Greve

Om aftenen spiser alle sammen og udveksler historier og viden. En aften blev Japan bragt på bane af en af de danske gæster, som havde set ”Shogun”, da han var dreng. Med stor begejstring begyndte han at forklare Aaron om Japan og samuraiernes traditioner og kastede sig så frygtløst ud i de tre gloser, han havde lært fra tv-serien: ”Konnichiwa!”, ”Domo!” og ”Wakarimasen!” Aaron lyttede høfligt (han var en dygtig turistguide), hvorefter han fyrede en 4-5 lange sætninger af på japansk efterfulgt af en lidt længere og præcis forklaring om visse aspekter af den japanske levemåde. Det var simpelthen ikke et sekund faldet den danske gæst ind, at den afrikanske guide via sit fag og sin uddannelse rent faktisk havde et større og mere indgående kendskab til en stor del af verdens befolkning end han selv. Jeg ved ikke, om gæsten fattede ironien i situationen, og hans opførsel var hverken ondt ment eller tænkt som nedladende. Men den var naiv og er et klassisk eksempel på det spinatbed, der vokser under ens fødder, når man tror, at Europa er verdens centrum – og derfor glemmer at lytte og spørge først.

Doven leopard i Okavango. Foto Irene Greve

På samme rejse boede vi en aften på en lodge, hvor alle gæsterne, spiste ved et stort fællesbord. Jeg var så heldig, at få en italiensk diplomat til bords. Han var far til to børn, som nu var i teenagealderen og som gennem hele deres opvækst var flyttet rundt i verden i forbindelse med hans udstationeringer. I løbet af aftenen kom vi ind på racisme, hvordan den opstår og hvordan adskillelsen mellem ”os” og ”dem” ofte ligger i sproget. Han fortalte mig følgende historie om sin datter, da hun var en 7-8 år gammel og de boede i Indien: ”En dag kom hun hjem fra skole og ville fortælle mig, at hun var inviteret til fødselsdag hos sin veninde og klassekammerat Josephine. Jeg kunne ikke huske, hvem Josephine var, så hun prøvede at forklare mig det: ”Far, det er hende, jeg går til svømning med.” ”Det er hende med den lyserøde skoletaske…” Hun prøvede med rigtig mange forskellige eksempler, men jeg kunne slet ikke huske Josephine. Så tænkte hun sig lidt om: ”Jo far, det er jo hende, hvis far er den kenyanske ambassadør.” Så var jeg med! Josephine var desuden den eneste sorte elev på hele skolen. Men det faldt ikke min datter ind én eneste gang, at Josephines hudfarve var anderledes.”

En særlig smuk anekdote, fordi den så præcist udtrykker Martin Luther King’s drøm om at: ”One day my four little children will live in a nation where they not be judged by the colour of their skin but by the content of their character.” Det var i 1963 og i dag er Obama præsident. Men prøv en gang at erstatte ”nation” med ”world”.

Som mediefolk og andre kommunikatører mener jeg, at vi har et særligt ansvar for vores sprogbrug og for den tone, vi anlægger. Vores artikler, pressemeddelelser, taler, op- og nedlæg, blogs og spørgsmål definerer et langt stykke henad vejen, hvad der er en legitim diskurs i et samfund. Maya Angelou er en amerikansk forfatter og poet, der ”marcherede med Dr. King” og som også har sit fundament og troværdighed i orden på mange andre punkter. Hvis nogen kommer til at ytre en racistisk bemærkning eller vittighed i hendes hjem, bliver de konsekvent smidt ud med det samme. Uanset, hvordan det var ment og hvem de måtte være. For som hun siger: ”Det sætter sig i møblerne.”

© Irene Greve, 2009

Vandring under solen

”Skal vi virkelig spise her? Der er så mange turister!” Den tyske dame kiggede rundt i restauranten, der lå nede på den mondæne sydspanske strand. Udover hendes mand var den totale sum af gæster et yngre britisk par, et ualmindeligt velklædt og velplejet fransk ægtepar, der vel var et sted i tresserne, som hun selv. Og på den smalle terrasse i martssolen ud mod havet sad jeg. Det. Hendes mand sukkede lidt og trak en kurvestol ud. ”Jah jah, heute sind wir auch Turisten.”

Parrets kommentarer og påklædning placerede dem nydeligt øverst i hierarkiet af udlændinge hernede øst for Malaga. Fruens kasket sørgede for, at der ikke var antydningen af en rødskoldet turistnæseryg, og hendes nystrøgede, hvidstribede skjorte under den mørkeblå bomuldssweater var lige til golfklubben. Over frokosten diskuterede de, om de skulle købe hus et andet sted fx i Sydfrankrig og konverserede ind i mellem med tjeneren, som de på et udmærket spansk fortalte, at de skulle hjem til Berlin i starten af april, hvor manden havde vigtige møder. Tjeneren gjorde en dyd ud af at kalde dem ved navn, ligesom de andre dygtige tjenere, der kender navnene på de faste gæster, som danner grundlaget for restauranternes vinteromsætning. Og mens vi hver især drak vores vin og spiste frisk fisk, druknede en afrikansk flygtning et sted derude i horisonten, hvor verden holder op og man falder ned i Afrika.

”Doesn’t anybody stay in one place anymore?”
Carole King

Det føles så oplagt at lægge denne del af den spanske kyst under mikroskopet som en anden dråbe grøftevand og studere mylderet af immigranter, der med enkelte undtagelser har et økonomisk incitament til at forlade deres hjemlande. I toppen af indvandrerhierarkiet finder vi de velhavende, ofte lidt ældre nord- og mellemeuropæere, der søger klimaet og adgangen til golfbanerne. Under dem er pensionister af samme herkomst, der flytter mere permanent og udover varmen også sætter stor pris på de lave leveomkostninger. Der er langt ned til næste niveaus økonomiske formåen. Fra de gamle spanske kolonier i Latinamerika ankommer hvert år mange tusinde, der søger arbejde. De har den store fordel frem for rumænerne og bulgarerne fra det østlige EU, at de taler sproget. Så mens de typisk får jobs i bl.a. restaurationsbranchen, tager østeuropæerne arbejde som hushjælp, gartnere og i byggeindustrien.

Allernederst, i pyramidens absolutte bund kæmper afrikanske emigranter for at skabe sig en tålelig tilværelse. Det er veldokumenteret, hvordan de kæmper sig fra kontinent til kontinent i interimistiske fartøjer. De fleste af dem, der overlever, forsvinder ud i gartnerierne eller til andre steder, hvor deres illegale status og lavtlønskrav er en bonus for arbejdsgiverne. Eller måske drager de videre op i Europa. Enkelte bliver i området og ankommer hver morgen med bussen til kystbyerne, hvor de spadserer langs strandvejen og høfligt forsøger at afsætte deres lager af smykker og kopivarer. Alle steder jeg har oplevet her og i Italien, bliver de lige så høfligt behandlet, som de opfører sig. Men man ser dem kun på barerne, når der er fodbold på tv, og glæden ved kampen ophæver alle hierarkier og (næsten) alles nationale herkomst. I 2005 gennemførte den spanske regering en omfattende legalisering af illegale immigranter, der gav ca. 600.000 mennesker fik opholds- og arbejdstilladelse.

”Europe should promote the appropiate integration of immigrants. This is not just about reaching an agreement on rights and duties, it’s about achieving positive results in soical development. Europe should also establish bilateral, regional dialogue with the countries of origin and transit in order to provideo n-the-spot alternatives, with Africa a priority area for action. And Europe should be extremely efficient in border controls, reinforcing FRONTEX, informing potential illegal immigrants about the risks they are taking and relentlessly fighting mafia groups.”
José Luis Rodríguez Zapatero, spansk premierminister. The Economist.

Det er næsten 30 år siden C.V. Jørgensen hittede med sin satire om danskerne, der flyttede i skatte- og vinterly på den spanske solkyst. Det er ikke til at opstøve et leræsel med tandstikker på ryggen eller en grisefest, men de her stadig i stor stil, danskerne – sammen med østrigerne, svenskerne, briterne, hollænderne, nordmændene, tyskerne. EU har fået bedre fat om skattereguleringerne, så det er vel knap så meget skatten, der betyder noget for de emigrerede nordeuropæere, som det er varmen, fællesskabet og den billige vin. For 2€ får man et godt glas rødvin og en portion tapas. 3 glas og man har for under 50 kr. fået både en lille én på og aftensmad.

Antallet af bosættere og perioden, de efterhånden har været her, betyder, at der ikke længere er tale om bare lidt international menuredigering, men derimod om en selvstændig industri rettet mod de velhavende europæiske emigranter og som på en gang er både fuldt integreret og helt parallel med den lokale økonomi. På caféerne er der et hyggeligt sammenhold på tværs af nationaliteter. Man hilser på alle sprog og der afholdes bogklubber, foredrag og galleriåbninger, hvor man mingler med den bedrestillede lokale middelklasse. Der er radiostationer, hvor reklamerne skifter mellem engelsk, hollandsk og tysk, så man både ved, hvor man kan anskaffe den bedste engelske seng og få hjælp til sit høreapparat, sit boligkøb eller finde en fysioterapeut, som taler tysk. Og i lokalmagasinet ”La Danesa” kan man finde annoncer for dansktalende hjemmehjælp. Kioskerne har aviserne og i supermarkederne kan man indkøbe de mest efterspurgte hjemlige delikatesser. Findes de ikke, har både Tesco’s og M&S udlandslevering.

De udenlandske indvandrere bor tæt på hinanden i store og små lejlighedskomplekser. Deres ghetto er selvvalgt, men mange prøver alligevel at lære spansk, fordi det trods alt både gør tingene nemmere og flytter dem op i en klasse over turisterne og tættere på de ”lokale”. Men til forskel fra de lokale, kan de fleste af dem være ret ligeglade, når en af kommunerne går fallit på grund af korruption og overforbrug, som det skete i sidste uge. De kan jo altid sælge huset/lejligheden og flytte. Der er mange ”til salg” og ”til leje” skilte, selvom krisen tilsyneladende ikke har slået helt igennem endnu. Det kommer nok. For i følge The Economist er den spanske økonomi gået nedad med større hastighed end andre lande pga. af bl.a. overbelåning fra både forbrugere og virksomheder samt en over-afhængighed af byggeindustrien.

”For øjeblikket har vi det herligt her på Costa del Sol/i vores nynazistiske og asociale sammenhold/ Men den dag røderusserne kommer/og det gør de jo nok igen/har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien.”
C.V. Jørgensen, 1980

Mennesket har altid flyttet sig – efter mad, arbejde, rigdomme, eventyr, religion. Noget har været i desperation, noget pga. ideologi eller kolonialisme. Udgravninger og hulefund tæt på, hvor jeg skriver disse ord, viser at menneskets er vandret hertil og har skabt sig en tilværelse for 45.000 år siden. Det undersmukke Alhambra Palads i Granada med sin muslimske arkitektur er et pragteksempel på en tidligere kultur, der er vandret ind og ud igen. Men ikke bare maurerne har været her. Fønikerne og romerne for nu bare at nævne nogle stykker, har også været forbi. Middelhavet har jo ikke kun været én stor handelsrute, men er jo også lang historie om den ene besættelse og folkevandring efter den anden. Når de økonomiske, politiske eller klimatiske vinde skifter, kan den velstillede klasse flytte sig igen. Så kan den ubemidlede gruppe forsøge at følge efter, for at opretholde livet og opnå det, alle emigranter søger; en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Men den afrikanske emigrant, der skyllede op på stranden den anden dag, nåede ikke en gang så langt.

© Irene Greve, 2009

Tashi og teknikken

Jeg vil gerne have lov til at introducere dig for min søn Tashi. Han er ca. 27 år og bor i et kloster i den sydlige del af Indien nogle timer fra landets it-hovedstad Bangalore. Første gang vi så hinanden, var han ca. 12 år gammel og lige flygtet fra Tibet. Det havde været en uhyggelig og hård tur over bjergene fra det tibetanske plateau via et pas nær Mt. Everest ind i sherpaernes område Solu Khumbu i Nepal. Her tæt på grænsen tog et lokalt hospital, grundlagt af Edmund Hillary, sig af de værste forfrysningskader på Tashis og de andre flygtninges hænder og fødder. Tashis storebror, en ung munk, havde ikke klaret turen. Han var frosset ihjel undervejs, mens han prøvede at slæbe en sæk ristet byg med sig, der var drengenes eneste proviant. Da jeg mødte Tashi, var han kommet til det intermistiske flygtningecenter i Kathmandu og ventede nu på, at hans fødder skulle hele nok til, at han kunne rejse videre til sin slutdestination i Indien. Det var svært ikke at lægge mærke til ham. Han var en glad dreng, der talte med en tyk lokal dialekt, som den tibetanske sygeplejerske ikke engang kunne forstå. Gennem en anden dreng, der oversatte til Lhasa-dialekt for sygeplejersken, som så oversatte til engelsk for mig, interviewede jeg ham til det, der både blev artikler og en times Børneradio. Året var 1993 og det store nye kommunkationsmiddel, som blev tilbudt turisterne i Kathmandu, var fax.

Året efter var jeg i eksiltibetanernes og Dalai Lamas eksilhovedstad Dharamsala i Nordindien. Via det officielle flygtningekontor fandt jeg frem til Tashis adresse, og sendte ham et kort brev og den smule penge, jeg havde tjent på hans historie i radioen. Et par måneder efter kom der et brev, skrevet på kortfattet engelsk af en anden person i klosteret, hvor han nu boede. Efter bare et år begyndte brevene at ankomme til København, skrevet af ham selv på et simpelt engelsk. En dag kom der en brev, med ordene: ”My mother has died in Tibet, so I havde decided to call you Mother.” Og sådan blev jeg langdistance mor pr. brev.

De tibetanske klostre spiller en central rolle i det traditionelle Tibet. Ikke bare som templer og bosteder for munkene, men også som teologiske læreanstalter. Da Tashi ankom til sit kloster, aflagde han det første og enkleste munkeløfte. Herefter blev han indrulleret i den almindelige skole samtidig med, at han studerede buddhisme. På den måde lærte han både engelsk, matematik, geografi osv. samtidig med, at han bevægede sig opad i det religiøse system. Den højeste grad kaldes for Geyshe og svarer nogenlunde til en ph.d. Hvis man studerer uafbrudt og består de mange prøver undervejs, tager det ca. 25 år at blive geyshe. Der er meget få udenlandske studerende, der er nået så langt. Måske kun en håndfuld.

Breve og kort tilflød mig gennem årene i en lind strøm, og på et eller andet tidspunkt, følte Tashi sig så sikker på engelsk, at han ringede. Det var en lidt mærkelig men også en dejlig samtale, hvor jeg mest bekymrede mig om, at han brugte sine få penge på at ringe til mig.

Anden gang vi mødtes var i Bodhgaya i det nordlige Indien i 2002. Hundredetusindvis af pilgrimme fra hele Himalayaregionen, vestlige, taiwanesiske og koreanske troende, turister såvel som munke og ledende lamaer fra alle retninger var samlet i den lille og ellers søvnige by, hvor Prins Gautama blev til Buddha under det store bodhitræ. Anledningen var en såkaldt Kalachakra-indvielse, der skulle gives af Dalai Lama. Tashi var rejst op med en gruppe fra klostret og jeg var rejst ned med en dokumentarfilm om Dalai Lama, som jeg havde produceret året før. Via nogle munke sendte jeg en besked til Tashi om, hvor jeg boede – og om eftermiddagen bankede det på døren til mit værelse. Det var et bevægende øjeblik. Vi var begge lidt nervøse og spændte, samtidig med at vi var glade for at se hinanden. I de følgende dage opdagede jeg, at han havde udviklet sig til en intelligent ung mand med et åbent, venligt væsen, en veludviklet humoristisk sans og et højt selvværd. En biologisk mor kunne ikke have været mere stolt. Han sad med, da en række højtstående munke og officielle repræsentanter fra eksilregeringen så filmen i et konferencelokale på det førende gæstehus. Gennem den næste uge, brugte vi lidt tid sammen næsten hver dag, og det føltes virkelig, som om vi var i familie. Tashi viste mig sin mobiltelefon og jeg fik hans emailadresse en eftermiddag, hvor vi sad sammen på en internetcafé sammen med en masse internetchattende munke og nonner og emailchekkende, surfende udlændinge.

I de følgende år indtil vi sås for tredje gang, var Tashi dog mere flittig på telefonen end på mail. Jeg sms’ede ham engang i mellem og han ringede ca. hver anden måned. Når jeg var bekymret over udgiften, fortalte han mig bare glad, at det kostede ham max 5 rupees i minuttet (ca. 30 øre eller halvdelen af prisen på en kop chai), at ringe til mig først via et telefonkort og senere på mobilen. I efteråret 2006 fløj jeg til Bangalore, for at besøge ham. Han havde bestået en vigtig eksamen (ca. en bachelor), som en af de bedste i sin årgang. Det udløser en helt special ære, hvor man bliver fejret af det meste af klostret ved en særlig ceremoni. At jeg kunne være tilstede betød i hans og hans lamas (lærer) øjne, at jeg måtte elske Tashi, som kun en rigtig mor kunne. Æren var nu i høj grad også på min side. Som den eneste kvinde havde jeg lov til at befinde mig i klostret efter mørkets frembrud. Tashi og jeg spiste stort set alle måltider sammen, mens vi diskuterede alt mellem himmel og jord. Og på hans store dag, blev jeg inviteret med i processionen med en hædersplads. Når jeg ville i kontakt med omverdenen, tændte jeg bare min egen danske mobil eller gik over i klostrets internetcafé, hvor bredbåndet var konstant og rimelig hurtigt undtagen, når strømmen gik. Som den har det med at gøre i Indien.

Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen. Fornylig fik jeg opfordring til at chatte med ham via Yahoo!, som jeg snerpet afviste. Det er vigtigere, at han bruger sin tid på sine studier. Men da han mailede den anden dag og spurgte, om jeg ville bidrage til en bærbar computer, som han havde brug for som nyudnævnt redaktør af klosterbladet og som eksamenscensor for yngre studerende – kunne jeg naturligvis ikke sige nej.  Så nu er han snart online fuld tid. Og der går garanteret ikke længe, inden vi skyper og han sender mig små videoer eller ppp’er.

Tashi’s forhold til teknik lyder måske nok, som en hver anden 27årigs. Men tænk på, at for bare 16 år siden boede han med sin familie på en egn, hvor man stadig bruger okser til at pløje og hvor mad laves over åben ild. Hvor telefoner var noget, der kun fandtes hos militæret eller hos købmanden i den nærmeste større landsby. På 16 år er han vandret fra middelalderen ind i det 21.århundrede, hvor de gængse sprog er engelsk og IT. Til hverdag studerer han en filosofi, der er grundlagt i år 500f.kr. og hvor nogle af de vigtigste kommenterende tekster blev skrevet for 500-1000 år siden. Han øver sig i debat efter principper, der er flere hundrede år gamle – og han benytter sig daglig af teknologi, der blev lavet i går. Uden at han skænker det en tanke.

Han er selvfølgelig på nogle måder privilegeret i forhold til de lokale indere, der passer markerne og køerne omkring klosteret. De har ikke samme adgang til uddannelse og informationsteknologi. Men mens mediesociologerne tæller antallet af computere, glemmer de at tælle antallet af brugere. De små telebutiksholdere i Kathmandu startede med at sælge telefonadgang, og nu sælger de webadgang – ligesom deres kolleger i Lhasa, Bangalore og i alle andre af verdens store og små byer. Brugerne er langt fra it-kompetente turister men unge mennesker, der eksperimenterer med kommunikation og skaber venskaber på tværs af alle grænser.

© Irene Greve, 2009

Salmonella i svinekød

I sidste uge kom det frem, at 4 ældre mennesker var døde af en salmonellaforgiftning efter at have spist noget svinekød – som myndighederne udmærket vidste indeholdt salmonella. Det er altså ikke kontrollen, det er galt med. Derimod var den pågældende salmonellabakterie af en sådan art, at den kan behandles med antibiotika. HVIS den altså opdages i tide, hvilket sandsynligheden er reduceret for, hvis man først skal være så syg, at man bliver indlagt. Havde bakterien nu befundet sig i hakket kød, havde der straks været nedlagt forbud. Men da den levede sit glade liv i hele stykker, kunne det dødbringende (4 døde!) kød ryge direkte i køledisken og eksporteres til andre lande – bare ikke til Sverige og Finland, der fornuftigt nok ikke tillader noget som helst af den slags. Danmark har ansøgt om lignede undtagelser hos EU, men kun for æg og kyllinger. Så må jeg anbefale, at du enten bliver vegetar eller i det mindste koger/steger svinet grundigt, inden du spiser.                                                                                                                              Hvem mon den ordning gavner?

Light uden skat

Danskerne er for fede, fede danskere bliver syge og syge danskere er dyre. Altså må der gøres noget. Så derfor foreslår regeringen at hæve afgifterne på sukkersødede sodavand, og samtidig sætte afgiften ned på light sodavand. Fin logik. Eller hvad? For light feder jo ikke vel? I samtlige danske aviser kan man læse, at light-produkter med Nutrasweet aka aspartam er under mere end kraftig mistanke for at kunne give hjernesvulster og andre kræftformer som leukemi. Tandlægeforeningen har udsendt en pressemeddelelse, der advarer mod at sænke afgiften på light-sodavand, da alle former for sodavand indeholder syre, som ødelægger tænderne. I Børsen kunne man læse, at light-produkter også er under mistanke for ligefrem at give øge appetit. Så det skal fedt hjælpe på problemet. Afgiften på alm. sodavand skulle for resten heller ikke hæves så meget, at nogen skulle få lyst til at køre over grænsen og hente sodavand…                                                                                                                                  Så hvem mon bliver fede af det forslag?

Stop de vindmøller

Hurra! De danske vindmøller snurrer lystigt og danskerne passer på ikke at bruge alt for meget strøm, for vi skal jo spare og passe på miljøet. Men om natten bruger vi endnu mindre strøm, og så er der risiko for at nettet bliver overbelastet. Det kan det ikke klare. Altså må der skæres ned på leverancerne. Vindmøllerne er de nemmeste at slukke, så i fremtiden kan det komme til at koste de enkelte vindmølleejere en bøde, hvis de ikke slukker vindmøllen om natten. For vi kan ikke lagre energien. Og kulkraftværkerne er jo nogle store, dyre bæster, der ikke lige er sådan at slukke for vel? Skidt med syreregn, partikelforurening (jeg bor ved Svanemøllen, så kom ikke og fortæl mig, at kulkraftværker ikke sender sur lugt og kulpartikler ud i atmosfæren) og import af A-kraftenergi fra Sverige. Og det er meget fristende også lige at nævne, at det for resten heller ikke ”kan betale sig” at udnytte den geotermiske energi under København, selvom det anslås, at reserverne er så store, at de kan dække de danske varmebehov i tusindvis af år…                                                                         Hvem mon har størst glæde af, at kulkraftværkerne kører?

Arne Astrup og aktierne

Arne Astrup leder af Fakultetet for Human Ernæring ved Købehavns Universitet har gennem årene været en mand, der er kendt for at tale en god sag. Han har bl.a. rost kvaliteterne ved sukker, mælk og senest slankemidlet Tesofensine fra firmaet Neurosearch. Det sidste, syntes Politiken, lugtede mærkeligt. For Arne Astrup har nemlig aktier i Neurosearch. Så de lavede en historie på sagen. Men Københavns Universitet kom Astrup til undsætning, fordi han HAVDE jo oplyst, at han havde aktier i firmaet. Og så er alting jo godt ikke? Det gør vel ikke noget, at hans forskning er støttet af erhvervslivet og han har en økonomisk interesse i bruge sin stilling til at gavne produkter, når bare han har været så venlig at informere om det.                                                                                                                   Hvem mon tjener på det?

De kloge sociologer hævder, at vi lever i en tid, hvor vi stort set ikke aner, hvad der er vores indre værdier. Hvor vi ikke har nogen som helst ide om, hvilket kompas vi skal følge og at vi derfor har en tendens til at vælge de nemme, kortsigtede og måske egoistiske løsninger. Hvis medierne så samtidigt ikke har tid eller mulighed for at forfølge de gode historier og ikke får stillet de store strukturrelaterede spørgsmål, som burde give os nogle svar at navigere efter – hvordan skal vi så nogensinde kunne finde en bare acceptabel kurs?

Irene Greve

Barack Obama har til gengæld lige gjort det på en så overlegen facon, at der både er noget at lære for politikere, brandingfolk og alle andre, der arbejder med kommunikation.

Eksperter i kommunikation har hævdet, at Obama vandt præsidentvalget, fordi han brugte internettet til sin kampagne. Det er noget vrøvl. Han vandt, fordi han var den bedste kandidat til tiden. Det er i sig selv noget af en bedrift, som bygger på dygtighed og på den slags held, der handler om at være den rigtige person på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Til gengæld var hans kampagnes overlegne udnyttelse af de nye digitale medier i den grad medvirkende til, at tilstrækkeligt mange vælgere opdagede Obamas kvaliteter og herefter støttede aktivt, økonomisk og i stemmeboksen. Men hvis den innovative og effektive kampagne på internettet kunne tage hele æren, så kunne andre og fx danske politikere jo bare lave en copy-paste. Og det kan de ikke. For Obamas ”hemmelige våben” er den usædvanligt høje grad af kongruens mellem kandidaten selv, hans politiske platform, det han siger,  det han gør og måden han har ført kampagne på.

I 2008 udnævnte Time Magazine Obama til ”Person of the Year”. Udnævnelsen er del af en årelang tradition, hvor Time forsøger destillere essensen af tidsånden ned til et enkelt ikon. Men året før i 2007 var det overraskende nok ikke et ansigt, som prydede forsiden den uge, hvor årets person blev kåret. Der stod blot: You! Det var altså os, som var dén. Dvs. alle os, der benytter internettets web 2.0 funktioner til at sende billeder og historier til medierne, blogge, organisere os i de nye sociale netværk som Facebook og LinkedIn, dele filer, date, brokke os, skrive under på indsamlinger, chatte, skype – og føre valgkamp. Og herfra er der ikke langt til Obamas kampagne slagord: Yes we can! (Som i øvrigt stammer fra en mexicansk fagforeningsaktivist)

Det interaktive, dialogorienterede web.2.0 var som bekendt internettets anden bølge, og den begyndte for alvor at blive stor i 2007. De mange nye måder at kommunikere på, har betydet nye forretnings- og vækstmuligheder for dem, der forstår at udnytte dem rigtigt. På den kritiske side står visse teoretikere, der ser web 2.0 som opfyldelsen af profetien om det kolde og uengagerede postmoderne samfund, hvor vi alle sammen sidder bag skærmen og kommunikerer i stedet for at mødes ansigt til ansigt. I forhold til politik kunne mange politiske aktører herhjemme og i udlandet allerede ret tidligt se mulighederne i at benytte denne effektive og billige form for kommunikation. Den åbner for dialog og man kan hurtigt kan engagere de borgere, der kun ønsker at være aktive på deres egne betingelser. Prisen skulle i følge den engelske kommunikationsekspert James Stanyer (så sent som i 2007) være, at de unge i USA og Storbritannien udviser større tendens til at deltage i denne form for politisk engagement, end ved rent faktisk at stemme til valgene.

Men så kom Obamas kampagne. Den smeltede de nye medier sammen med den traditionelle græsrodskampagne og beviste, at man kunne organisere online og føre realiteterne ud i en offline virkelighed. De unge gjorde alle fordomme til skamme og var med ude at stemme dørklokker, registrere nye vælgere – og gjorde ikke mindst deres for at sikre ham sejren i primærvalget i alle vigtige ”caucus states”. Plus at de rent faktisk også stemte til valget, der havde den næststørste valgdeltagelse af unge siden de fik 18års valgret i 1972.

Obamas kampagne er i sig selv et studie værd i effektivitet, organisering, brug af dialog og opsamling af information. Alene omfanget kan gøre en åndeløs:

- Bare på kampagnens eget sociale netværksside MyBo (mybarackobama.com) blev der oprettet mere end 35.000 grupper med 1,5 mio. frivillige, som planlagde over 200.000 begivenheder ude i virkeligheden og skrev omkring 400.000 blogindlæg.

- Kampagnen rejste $640 mio. fra 3,5 mio. individuelle donerer, hvilket er mere end dobbelt så mange penge, som kandidaterne Bush og Kerry brugte tilsammen i deres valgkampagne i 2004.

- Listen fortsætter bl.a. med et svimlende antal af virtuelle telefonopkald, sms’er, kommunikation på 15 andre sociale net som fx Facebook og AsianAve.

Så var der Obamas egen online tv-kanal “Obama TV” og brugen af YouTube, hvor der i december 2008 lå 1890 videoer relaterede til Obamas kampagne. Heraf er mange optagelser af hans taler i fuld længde. Og de bliver set! Men tag ikke fejl af kvaliteten. Der er ikke tale om politik light, hvor alle budskaber bliver skåret ud i enkle og fængende bidder. Gennemgår man bare et dusin, er det tydeligt, at der her er tale om en politiker, der taler OP til sine vælgere og ikke NED. Ved så desuden at være konsekvent og ved at levere de svar, han mener, vælgerne har brug for at høre og ikke nødvendigvis dem, de ønsker at høre – melder han sig i overført forstand ud af de etablerede politikeres rækker og ind i folkets. Han viser samtidig , at han ikke er en typisk Washington vejrhane og bliver dermed en endnu stærkere politisk skikkelse, fordi han fremstår som en mand med integritet, der tror på sine idealer. Han bliver med andre ord legemliggørelsen af sit eget stærke budskab om forandring.

Men det nærmest geniale i Obamas kampagne og som mange undervurderede, var ikke blot, at internettet og de øvrige digitale kommunikationsmidler er ideelle redskaber for enhver græsrodsbevægelse – men at denne form for kommunikation også er den naturlige forlængelse af begrebet ”community organising”, som netop er en essentiel del af Obamas livshistorie og hans politiske identitet. Græsrodsbevægelsen er – i modsætning til en klassisk kampagne – dynamisk og rettet direkte mod forandring, fordi den opfordrer folk til at formulere deres egne ønsker og ikke blot ”købe” en kandidat. Og forandring er jo, som alle ved, Obamas politiske platform. Dermed bliver selve kampagneformen igen kongruent med kandidaten, hvilket forstærker budskabet på alle områder i en uhørt grad.

Brugen af de nye medier fik en yderligere konsekvens i forhold til den meget ældre modkandidat John McCain. Valget er foregået i en tid, hvor den neoliberalistiske økonomi er i krise. I forvejen sker der et skift på arbejdsmarkedet, hvor de sidste livstidsstillinger går på pension. I stedet opstår et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor evnen til at håndtere omstilling og udvikling er en forudsætning for at klare sig. En evne, der ofte forbindes med ungdom. Samtidig skaber denne konstante forandring og krav om mobilitet en vis uro og utryghed, der forstærkes i krisesituationer som den nuværende, der netop går ud over den almindelige lønarbejder og hvor USA yderligere er trængt af to uafsluttede krige.

Man kunne derfor forvente, at de kvalifikationer amerikanerne ville søge hos en national leder var en kombination af styrke, kontinuitet og en evne til at agere under hastigt skiftende omstændigheder: Måske som en moderne virksomhedsleder, der kan navigere i en digital tidsalder. Dette kunne en præsidentkandidat fx vælge kommunikere ved at stå fast på sine budskaber men til gengæld levere dem dynamisk og effektivt. Det er i hvert fald hvad Obama gjorde både ved hjælp af sine oratoriske evner og ved at basere en stor del af kampagnen de nye medier.

Hans modstander John McCain burde jo teoretisk set have fordelen i en krisesituation som den ældre, erfarne leder. Men han kom til gengæld til at fremstå som impulsiv og er desuden en selverklæret pc-analfabet, der oveni købet har ført en gammeldags, traditionel kampagne. Så mens Obamas kampagneform har løftet ham og underbygget både manden og budskaberne, har den samtidig også alene gennem sin struktur udstillet modkandidaten McCain som en gammel mand, ”who doesn’t get it.”

Obama har lovet at fortsætte med at forsøge at engagere befolkningen i den demokratiske proces ved at benytte de samme redskaber som blogs og videoer på YouTube til at forklare og redegøre for de politiske beslutninger. Han er allerede i fuld gang, og hvis det lykkes i de kommende 4 år, vil han blive en regeringsleder som har mulighed for at opnå befolkningens opbakning til sine politiske beslutninger, hvilket er forudsætningen for at kunne lede i et gennemført medieret samfund.

Irene Greve

Kilder: Bl.a. Washington Post, NY Times, James Stayner: Modern Political Communication

Hvis man lige kigger lidt ud over bankskranken et øjeblik, er det ret let at få øje på, hvad der i øvrigt foregår i samfundet – og dermed på, hvorfor et øget forbrug ikke er hverken en langsigtet eller en stabil vej frem. For ved siden af nyhederne om faldende boligpriser, konkurser og øget arbejdsløshed læser vi om klimaforandringer, miljøskader og kemisk krigsførelse i vores madvarer. Mens vi tænder hyggelige stearinlys i de lækre køkkener, kommer vores børn frustrerede hjem fra en dårlig dag i en nedslidt skole med en stresset lærer. Vores venner og forældre fortæller om dårlig eller manglende behandling på hospitalet, hvis de da overlever. Og vores bedsteforældre bliver glemt i badekarret natten over på plejehjemmet. Når vi bliver stillet overfor de udfordringer, der kommer af et samfund, som er angrebet af sofistikeret rust og en klode i alvorlig krise – hvad gavn og glæde har vi så af at lukke øjnene og bare bruge mere?

Derfor ligger der en selvmodsigelse i, at man fra offentlig side både arbejder på at sætte klimaet på dagsordenen og samtidig opfordrer til øget og ureflekteret forbrug. Prøv at mærke efter. Hvad gør du selv med de ekstra penge, du får pga. skattelettelsen? Er dit første instinkt at styrte ud og bruge dem på nyt tøj, nye møbler og flere rejser? Eller føles det lidt vulgært? Holder du i stedet lidt tilbage og ser tiden an? Investerer du dem med det samme, eller overvejer du en udvidet pensionsindbetaling? Det er vanvittigt svært og udmattende hele tiden at skulle navigere i en tidsalder, hvor alting forandrer sig så hurtigt. For at ikke at gå udbrændte ned med ansgt søger vi naturligt mod faste, trygge holdepunkter. En god økonomi føles tryg, men penge er ikke i sig selv et sikkert holdepunkt – de har altid fungeret bedre som middel end som mål. Spørg bare på Island. Vi har lige haft mere end 10 fede år, hvor vi fyrede den af med kæmpe vækst. Men var det en flygtig fornøjelse? Jeg taler ikke om efterfestlige moralske tømmermænd, nærmere om snigende holdningsændring. Den baserer sig på flere ting bl.a. en vis mæthed og måske også, at alle os, der voksede op i 70’erne, fik ørerne tudet fulde af konsekvenserne ved forurening og ved energifråds. Mon ikke der trods alt er noget nu, som ringer i den bagerste del af vores hjerner?

Mon de har tænkt over det paradoks – alle dem, der mener øget vækst baseret udiskrimineret øget forbrug er løsningen? Personligt tror jeg, at den kloge investerer sine penge og sin energi på områder, der baserer sig på kvalitet frem for kvantitet. I en seriøs behandling af den sofistikerede rust. Det betyder ikke et liv uden luksus. Selvfølgelig skal der være smukke Christian Louboutin sko til en solskinsdag, et nyt spil til konsollen og en flaske rødvin på en tilfældig onsdag. Men lad væksten vokse indad og give styrke fremfor bare opad i tynde, sårbare stængler. Kom med langsigtede og visionære investeringer i kemifri mad, i økologiske dagligvarer til fornuftige priser, i seriøse bud på bedre energiløsninger også til biler, i sygebehandling af international standard til alle og ikke i mindst skole- og resten af uddannelsesområdet – så skal jeg nok sende mine penge ud og arbejde.

Irene Greve