I halvfjerdserne lå der en tom grund på hjørnet af Kronprinsessegade og Nyboder. Hvert år kom et omrejsende tivoli, og slog sig ned i nogle dage med karruseller og radiobiler, larm og kulørte lamper og boder, hvor man kunne få æbler glaseret med sukker så hårdt, at det brændte i tandkanten. Med en femmer i lommen var man himmelen nær, for der var held i tombolaen og det var som om, at Bakken var flyttet til byen, når den tomme, flade, tørre grund for en stund blev til et blinkende eventyrland.
Så byggede de boliger på grunden, hvor min mors veninde flyttede ind og stadig bor der 35 år efter. Der kom ikke tivoli mere, men tunge døre med gummilister, som sagde swuuushh, når de blev lukket og ikke klak og knirk, som dørene i vores huse i Nyboder. Og de havde ringeklokker, der sagde tørt metallisk kling-klang i stedet for riiiiiiing, som når nogen ringede på hos os og spurgte, om vi kunne komme ud og lege på gaden eller på pladsen foran kirken, hvor drengene spillede fodbold op ad muren. Ingen af os gik på fritidshjem, men vi havde gadedørsnøglen i en snor om halsen og strejfede rundt i vores kvarter, hvor der var trygt at være. Men det var alligevel de modigste, der gik forrest, da vi kravlede ned i bunkeren i Olfert Fishersgade, for fantasien var tændt, og vi vidste ikke, hvad vi fandt: nazister, håndgranater, børnelokkere, spøgelser eller djævelen selv. Og vi legede skjul mellem træerne og buskene, der var hegnet ind af et sort metalrækværk med bænke omkring, hvor spritterne nogen gange sad med snapsflaskerne i lommerne. Og når de tømte dem, smed de dem i skraldespanden forenden af bænken eller ind i buskene, som ikke er der mere.
Men indhegningen er der stadig, og der kan man nu lufte sin hund sammen med andre hunde. Dem var der ikke så mange af dengang. Og heller ikke så mange hundelorte, som kunne gøre det ulækkert at bygge dæmninger i en bred rendesten. Og den bedste var i Haregade næsten nede ved Borgergade. For fortovet var højt over brostenene, og det gjorde renden dyb. Det var som at opdage en glemt skat, når man kom forbi efter et godt regnvejr, hvor der var blade og kviste og ispinde, som kunne flyttes og dæmme op. Eller når der var is på om vinteren, som kunne betrædes og måske holde eller måske knække. Og når den holdt, lavede de skøjtebane på Grønningen. Og alle børn vidste, at man ikke skulle spise den gule sne, men man kunne godt smage på den hvide ovre i Østre Anlæg, hvor vi kælkede på den bakke, der nu er væk, fordi der skulle være mere plads til kunsten. Og det er fint nok med kunst, men der var ikke så mange kælkebakker.
Vi så gadeteater på en plads i solskin, der var omdannet til et andet land med folk i mangefarvede kostumer i tårne og vinduer – og det var som at rejse. Og ingen var så smuk som Maria Stentz, der var en sigøjnerprinsesse med sit krøllede mørke hår. Hun klappede mig på hovedet og sagde, at jeg også havde fine krøller. Dem hadede jeg ellers, for de gjorde mig anderledes. Men lige dér var de okay og der var et lille stykke sigøjnerprinsesse i mig også.
Og de langhårede pædagoger tog os på udflugt, hvor vi besøgte deres venner, der boede i et meget stort hus med bløde puder, højt til loftet og med et kæmpe træ og en regnbue malet på væggen. Mit første af mange besøg på Christiania. Jeg er aldrig blevet fast gæst, men har spist på Spiseloppen, siddet i solen, set udstillinger og været til koncert med Birger Larsen. For jeg var lidt forelsket i hans brune øjne og hans bløde, københavnske navn, der lyder som noget, vi ville bestille hos bageren en sommermorgen efter en fest på universitetet: ”Jeg skal bede om to birger larsen, en giffel og to rosenbrød.”
Som studerende gik vi til eksperimenterende koncerter og forestillinger i slutfirsernes undergrund, som blev holdt i tomme bygninger og på tomme grunde. Nu er de flyttet ind bag kulturens kuldslåede mure, hvor man kan købe kaffe og gå på toilettet i pausen. Og det er fint med kaffe og toiletter, for der er ikke så mange tomme grunde mere og ikke så meget undergrund. Ikke engang på Amager. I firserne var det hele mørkere end Solvognen, der hørte til Christiania og til hippierne, som vi voksede fra. De var den voksne generation, og vi skulle finde vores eget oprør mod deres kvalmende optimisme og trættende insisteren på fred og medmenneskelighed, som gjorde selv Anders Fogh Rasmussen utilpas. Det har jeg læst i et interview. Men det var svært at gøre seriøst oprør mod oprøret, mod det rammeløse og godheden. Og vi følte presset udefra. Vi skulle stramme op. Økonomien var hård, verden udviklede sig hurtigt, og vi måtte ikke komme bagud.
Men mens jeg sad med bøgerne, sad min onkel i en gruppe med Tine Bryld, der skulle hjælpe Staden med de stigende krav om formalisering. Og han forærede os en fotobog, der var fyldt af Christiania: elskende, gravide, gående, drikkende, børn og voksne og masser af kærlighed. Og jeg tænkte, at en mand en gang skulle elske mig, som manden på billederne elskede sin kvinde: Som hun var! Uden forbehold om farven på hendes undertøj eller mængden og længden af hårene i hendes kusse. Men med safter og masser af kraft og lav sol, der skamløst kastede sig ind gennem ruden. For der var sol på billederne og modlys og vinter og masser af plads og poesi.
Og jeg blev engang kropsvisiteret af en mand med en fedtet hestehale på Woodstock, der troede, jeg var fra politiet. Han sagde: ”undskyld et øjeblik” og åbnede min jakke så let, som tog han på en dueunge og rørte mig uden at røre mig. Og jeg grinede og var lidt stolt, for det var sjovt. For fotografen og jeg var jo bare uskyldigt ude og kigge på Københavns skæve værtshuse, fordi vi skulle lave en hyldest til Blomsten i Nyhavn, der fyldte 10 år. Og der var ikke så mange værtshuse tilbage af de skæve, som ikke bare var sure bodegaer eller blevet til hippe værtshusoplevelser for unge, der søger noget originalt. Og det er Christiania. Originalt. Men Christiania er også mit bevis på, at København ikke er som andre byer. Selvom vi gerne ville være det og gerne ville begå andre byers fejl og bygge højhuse i centrum. I København er der ikke så langt til taget men højt til himmelen og selv vores oprør er jordnært.
Det kan godt være, at christianitterne også er småsmittet med undergravende ligustertermitter, men det må de selv kunne kurere. For det handler om friheden til at holde ponyer og servere te med gulerodskage på jord, man ikke behøver eje. For det er ikke ejerskabet men brugerskabet, der betyder noget. Så vil jeg gerne være borgerskabet, der kommer besøg og bliver mindet om, at vi skal sige ja til de ulige vinkler i et hjemmebygget hus og nej til hårde stoffer. Ja til mangfoldighed og nej til vold. Og jeg bliver så sur på dem, der bruger Christiania som et dårligt skalket skjul for deres voldelig adfærd, som de prøver at maskere som et oprør, men i virkeligheden er frustration over, at de mangler åndehuller og plads. De sloges om Byggeren, men Staden var en fredelig invasion. Det kan godt være, at jeg hellere vil bo på Østerbro, hvor der er roligt for det meste og udsigt til havet. At jeg går mere på cocktailbar og café end på værtshus. At mine æstetiske valg er anderledes end Christianias. Men Christiania er min indre rebel, min trøst og mit åndehul, når pænheden herude på Østerbro bliver for ensrettet. For tanken opstår i tomrummet og kærligheden har også behov for at blive luftet.
Som da jeg spadserede en tur på Staden med min nygifte canadiske fætter og hans kone i efteråret. Jeg fortalte, og hun holdt hårdt fast i sin taske og ville hellere hjem. Indtil hun pludselig forstod, hvor hjertet ligger, og hvorfor Christiania ikke er farligt men vigtigt. Nu er hun fan. Og vi mødte tyske gymnasieklasser anført af entusiastiske lærerinder, der pegede, mens drengene fnes og sikkert tænkte mere på pigen med den smukke navle – end på en næste 40 år gammel protest. Men måske hænger der en lille burre fast på underkanten af deres bevidsthed, som på det rette tidspunkt skurrer og kradser på rammen og fortæller dem, at det ikke altid er den lige vej, vi har brug for. Men snirklede blomster og nogen, som tør elske og tage en fremmed i hånden, som man gjorde en gang på Christiania. Og det sidder stadig i væggene og i møblerne. Glem ikke det.
Når jeg betaler min skat, så mine brede skuldre kan bære de svageste, og jeg giver penge til balletten, domkirken, kunstmuseet og musikere og forfattere på aftægt. Så spørg mig, om jeg vil betale en Christiania-særskat, som sikrer en del af mit elskede København, hvor solen skinner på dem, som stadig tør gøre noget for andre. Det gør de nemlig også på Christiania. Uanset, hvad I siger.
Jeg hader at demonstrere. Men hvis du har brug for mig nu, Christiania – så kalder du bare! Så kommer jeg med ikke-vold og sætter mig forrest i blokaden lige overfor dem, der vil dig ondt. Jeg synger endda med på ”We shall overcome”. For det skal vi. Du er mit barndoms tivoli, min kælkebakke og mysteriet i en underjordisk bunker. Selvom du også forandrer dig, er du det nærmeste på undergrunden. Du er alle byens parker. Du er Skudehavnen, som forsvandt. Du er Byggeren og gadeteateret, sigøjnerprinsessen og den gamle stodder på bænken. Du er en skat, som jeg ind i mellem glemmer og frydefuldt genopdager. Men det er ikke bare nostalgi. Du ånder. Du er glimtet i øjet og håbet om håbet. Du er en vigtig knogle i min by, som bliver halt, hvis du forsvinder.
Det er noget af det smukkeste, jeg længe har læst. Sproget, kærligheden og kritikken. Det er sjældent at finde på en blog. Tak for det, Irene.