Kan man tale sig til succes?

Den amerikanske forfatter Malcom Gladwell (Tipping point og Blink) har flere gange beskæftiget sig med, hvordan subtile påvirkninger af underbevidstheden, ikke mindst gennem sproget, har en direkte effekt på vores handlinger. Men kan man tale sig selv og andre til både succes og fiasko? I sin nye bog Outliers prøver Gladwell at komme nærmere, hvorfor nogle enere får enorm succes, mens andre tilsyneladende lige så kvalificerede ikke gør. Og mange af hans betragtninger om årsagerne til fiasko ligger uhyggeligt tæt på de observationer, vi gjorde om danske skolebørn i de to TV2-serier Plan B og Skolen.

Når underbevidstheden modarbejder

I sin forrige bog Blink giver Gladwell et eksempel på, hvordan en enkelt og tilsyneladende simpel sproglig association kan skade elevers præstation. Man startede blot en faglig test med at bede de studerende udfylde navn og racemæssig baggrund. Det sidste lille spørgsmål var nok til at få de afro-amerikanske deltagere til at underpræstere markant. Nu var de ikke længere universitetsstuderende – men ”sorte” universitetsstuderende, hvilket de i deres underbevidsthed forbandt med ikke at være gode nok og ikke dygtige nok. Eleverne fejlede altså, hvis man vækkede en association til mindreværd via et ”uskyldigt” link til deres race. Et link, som deres livserfaringer, herunder kontakt med medierne, fortæller dem er negativt og direkte destruktivt.

Tæl til ti

I Outliers har Gladwell igen fat i et kulturelt aspekt og undersøger bl.a. spørgsmålet om, hvorfor asiater tilsyneladende er så meget dygtigere til matematik end vesterlændinge. Det første punkt han anfører er lingvistisk. Når man skal håndtere tal, er det simpelthen en fordel, at de er korte i sproglig forstand og at både talrækken og matematikkens sprog er logisk. På 2 sekunder kan man på engelsk udtale 7 tal, mens man på samme tid kan nå at udtale 10 tal på cantonesisk. Derfor kan børn med cantonesisk som førstesprog lettere huske 10 tal end et engelsktalende barn.

Hårdt og vedholdende arbejde

Gladwell opererer med en anden kulturel og indirekte sproglig påvirkning fra det, han kalder ”rismarks-kulturen”, og som han finder er udpræget i de østasiatiske lande. Det kræver afsindigt hårdt arbejde, at dyrke en rismark, men til gengæld er afkastet direkte proportionalt med indsatsen. ”Working really hard is what successful people do, and the genius of the culture formed in the rice paddies is that hard work gave those in the fields a way to find meaning in the midst of great uncertainty and poverty.” Derfor griber han også fat i disse værdiers kulturelle påvirkning, der er udtrykkes gennem fx ordsprog som: ”If man works hard the land will not be lazy.” ”Don’t depend on heaven for food, but on your own two hands carrying the load.” Og han tilskriver direkte en del af de asiatiske studerendes succes denne arbejdsmoral eller vedholdenhed, som han mener stammer fra kulturen omkring risdyrkning.

Gladwell fortsætter med at beskrive hvilke positive resultater, der kommer ud af helt enkelt at PRØVE. Professor i matematik ved Berkeley Alan Schoenfeld konkluderer følgende i bogen, efter han har gennemført et eksperiment om vedholdenhed: ”Success is a function of persistence and doggedness and the willingness to work hard for twenty-two minutes to make sense of something that most people would give up on after thirty seconds.” Og det viser sig, at en generel vilje til at yde en indsats også giver bonus på alle områder. Ved den internationale TIMSS matematiktest (for folkeskoleelever) er der ifølge Gladwell fx præcis sammenhæng mellem antallet af besvarede/udfyldte spørgsmål om den enkelte elevs baggrund på de indledende og meget omfattende spørgeskemaer – og placeringen på den internationale rangliste. Det lands elever, der har tålmodighed til at udfylde spørgeskemaet er med andre ord også de dygtigste til matematikprøven. Hvad kommer vedholdenhed af? En høj arbejdsmoral (som kan være kulturelt betinget) samt lyst og selvtillid.

Canadiske Mike

Canada har et ret europæisk velfærdssystem og en nok mere ”skandinavisk” tilgang til børneopdragelse end fx USA. Og sidst i 1980erne besøgte jeg en canadisk tante, der bor British Columbia lige syd for Vancouver, hvor der gennem ’70erne og ’80erne flyttede rigtig mange asiatiske indvandrere til særligt fra Hong Kong. Hun udtrykte dengang bekymring for sin søn: ”Hvordan sikrer jeg ham en god opvækst med tid til at lege og spille fodbold, når han skal konkurrere med asiatiske studerende, der arbejder meget mere og ikke har nogen fritid?” Dengang følte hun, at hun stod i et ægte dilemma og blev presset på sin søns fremtid. Et globaliseringens dilemma, som tilsyneladende er parallelt med vores her i Danmark: Hvordan skal vi klare os i den globale konkurrence, når vi samtidig gerne vil have et godt liv? Men måske er det ikke det reelle spørgsmål. For min fætter Mike har klaret sig fint og blevet både en habil trommeslager og etnografisk geolog med fast arbejde. Han har hele vejen fulgt sit hjerte og troet på sig selv. Nøgleordene er: lyst og selvtillid, for så følger det hårde arbejde og succesen lettere. Og her tror jeg nærmere, vi har et problem – eller en mulighed for forbedring.

Lektioner fra SKOLEN

I foråret 2008 brugte jeg mere end 3 måneder på en dansk folkeskole mellem Vejle og Fredericia, mens vi producerede TV2-serien ”Skolen”. På 100 kalenderdage gennemførte vi et projekt, der omlagde undervisningen til de såkaldte læringsstile, som tager hensyn til den enkelte elevs måde at lære på. Vi forsøgte samtidig at forbedre skolens sociale miljø og havde også fokus på mad, motion og skolens praktiske forhold. Ved starten lå skolen placeret som nr. ca. 1200 ud af ca. 1600 danske folkeskoler målt på 9. klasses afgangseksamen. De forskellige testresultater ved projektets slutning viste, at hvis fremgangen holdt, ville skolen befinde sig i ”Top 100” over danske folkeskoler – efter en indsats på bare hundrede dage! Den mest markante forandring, man kunne mærke på skolen, var en ny begejstring: Det var pludseligt blevet sjovt at lære.

Der ikke er tvivl i mit sind om, at læringsstile er et fremragende redskab, som kan (gen)skabe glæden ved læring og som formår at samle elever op, der bliver tabt i den almindelige undervisning. Men som jeg så det, lå eleverne under for et meget større problem: Manglende selvtillid – som ofte forhindrede dem i at PRØVE. Og det er i virkeligheden opbygningen af denne selvtillid gennem succesoplevelser og faglige fremskridt, der er den reelle mirakelmedicin.

Hvilket svarer præcis til, hvad vi oplevede hos eleverne i den foregående tv-serie ”Plan B”.

Underminering af selvtilliden

Elevernes selvtillid bliver undermineret af to ting, der begge bliver gjort i bedste mening:
1. Lærer og forældre piller elevernes succeser ned
Flere gange hørte jeg en lærer sige til en elev, der lige havde haft et gennembrud: ”Ja, det er meget godt, men husk nu på at du stadigvæk ikke kan det og det.” Eller en forælder sige til sit barn, der lige havde scoret en meget højere karakter end før: ”Det er rigtig flot, men nu skal du jo arbejde hårdt for at holde det ved lige.” Man behøver ikke være psykolog for at læse det skuffede udtryk i de børns ansigter, som fik de beskeder. Ungerne faldt næsten fysisk sammen. Vores ekspert Svend Erik Schmidt kalder det for ”komma-men-effekten”. Barnet, der er glad og stolt over sit resultat, hører kun den del af sætningen, som følger efter kommaet og men’et. Så i stedet for ros, der bygger op og giver lyst til at fortsætte, får barnet et reelt nederlag. Barnet lærer i stedet, at succes aldrig er ”hel” og ikke noget, som er værd at kæmpe efter, for det bliver alligevel aldrig ”godt nok”.

2. Børnene giver op – og de får lov til det
En af hovedpersonerne i ”Skolen” var egentlig ret faglig dygtig. Hendes primære problem var manglende selvtillid. Hvis hun fik en test i fx grammatik, kunne hun faktisk, uden at tænke over det, løse mange af opgaverne. Men så satte hjernen og sproget ind. En indre stemme fortalte hende, at hun var dum og ikke ville kunne finde ud af det. Så hun begyndte at tvivle på sine svar og lod hellere være med at svare end at risikere at svare forkert. Hun opgav at PRØVE, hver gang hun blev præsenteret for noget nyt. Rigtig mange børn bliver ikke opdraget til vedholdenhed, men får lov at slippe, hvis det bliver lidt for svært eller lidt for hårdt. De lærer derfor ikke, at proces er vigtig og at det kan være en stor succes at prøve. Også selvom man fejler – i første, andet, tredje…forsøg.

Tale op eller tale ned?

Vi har en meget høj arbejdsmoral i Danmark, selvom timeantallet er faldet en smule i april, knokler vi. Men det står skidt til med selvtilliden. I PISA undersøgelsen for de 16½-årige kan man se, at danske elevers selvtillid indenfor naturfag er den laveste i hele Skandinavien. Det kunne man vælge at se som symptomatisk og som noget, der holder både vores personlige og fælles succes tilbage. Er det fordi, vi uden at tænke over det hele tiden taler hinanden ned? Skyldes det, at vi også i medierne forfalder til sproglige stereotyper, der skaber den mentale blokering, som fotografen Jacob Holdt engang kaldte ”den indre gettho”? Har vi skabt eller er vi ved at skabe en kultur, der bygger på personlig angst for at træde ved siden af – og hvor det derfor er bedst og sikrest at blive stående?

Hvad gør du selv? Sætter du ubevidst et race- eller kulturbeskrivende tillægsord på, når du laver nyheder eller refererer en historie? Bruger du ”komma-men”, når du roser dit barn eller en kollega? Er du i det hele taget god til at huske at rose og til at fejre succes, eller holder du dig tilbage? Ser du fejl, før du ser fremgang, fordi du mener, det er konstruktivt? Hvis du er chef eller underviser, skaber dit sprogbrug så lyst eller angst for at prøve hos dine medarbejdere eller elever? Eleverne i ”Plan B” og på ”Skolen” har i hvert fald bevist, at man kan flytte bjerge, når selvtilliden bliver repareret og det bliver ikke bare legitimt – men nødvendigt at PRØVE.

© Irene Greve 2009