Kan man kalde emigration for en megatrend, når det altid har været udbredt? Det er i hvert fald et af de fænomener, der bedst beskriver vores tid. Som her i dette mikrokosmos af økonomiske emigranter på kanten af Europa.
Vandring under solen
”Skal vi virkelig spise her? Der er så mange turister!” Den tyske dame kiggede rundt i restauranten, der lå nede på den mondæne sydspanske strand. Udover hendes mand var den totale sum af gæster et yngre britisk par, et ualmindeligt velklædt og velplejet fransk ægtepar, der vel var et sted i tresserne, som hun selv. Og på den smalle terrasse i martssolen ud mod havet sad jeg. Det. Hendes mand sukkede lidt og trak en kurvestol ud. ”Jah jah, heute sind wir auch Turisten.”
Parrets kommentarer og påklædning placerede dem nydeligt øverst i hierarkiet af udlændinge hernede øst for Malaga. Fruens kasket sørgede for, at der ikke var antydningen af en rødskoldet turistnæseryg, og hendes nystrøgede, hvidstribede skjorte under den mørkeblå bomuldssweater var lige til golfklubben. Over frokosten diskuterede de, om de skulle købe hus et andet sted fx i Sydfrankrig og konverserede ind i mellem med tjeneren, som de på et udmærket spansk fortalte, at de skulle hjem til Berlin i starten af april, hvor manden havde vigtige møder. Tjeneren gjorde en dyd ud af at kalde dem ved navn, ligesom de andre dygtige tjenere, der kender navnene på de faste gæster, som danner grundlaget for restauranternes vinteromsætning. Og mens vi hver især drak vores vin og spiste frisk fisk, druknede en afrikansk flygtning et sted derude i horisonten, hvor verden holder op og man falder ned i Afrika.
”Doesn’t anybody stay in one place anymore?”
Carole King
Det føles så oplagt at lægge denne del af den spanske kyst under mikroskopet som en anden dråbe grøftevand og studere mylderet af immigranter, der med enkelte undtagelser har et økonomisk incitament til at forlade deres hjemlande. I toppen af indvandrerhierarkiet finder vi de velhavende, ofte lidt ældre nord- og mellemeuropæere, der søger klimaet og adgangen til golfbanerne. Under dem er pensionister af samme herkomst, der flytter mere permanent og udover varmen også sætter stor pris på de lave leveomkostninger. Der er langt ned til næste niveaus økonomiske formåen. Fra de gamle spanske kolonier i Latinamerika ankommer hvert år mange tusinde, der søger arbejde. De har den store fordel frem for rumænerne og bulgarerne fra det østlige EU, at de taler sproget. Så mens de typisk får jobs i bl.a. restaurationsbranchen, tager østeuropæerne arbejde som hushjælp, gartnere og i byggeindustrien.
Allernederst, i pyramidens absolutte bund kæmper afrikanske emigranter for at skabe sig en tålelig tilværelse. Det er veldokumenteret, hvordan de kæmper sig fra kontinent til kontinent i interimistiske fartøjer. De fleste af dem, der overlever, forsvinder ud i gartnerierne eller til andre steder, hvor deres illegale status og lavtlønskrav er en bonus for arbejdsgiverne. Eller måske drager de videre op i Europa. Enkelte bliver i området og ankommer hver morgen med bussen til kystbyerne, hvor de spadserer langs strandvejen og høfligt forsøger at afsætte deres lager af smykker og kopivarer. Alle steder jeg har oplevet her og i Italien, bliver de lige så høfligt behandlet, som de opfører sig. Men man ser dem kun på barerne, når der er fodbold på tv, og glæden ved kampen ophæver alle hierarkier og (næsten) alles nationale herkomst. I 2005 gennemførte den spanske regering en omfattende legalisering af illegale immigranter, der gav ca. 600.000 mennesker fik opholds- og arbejdstilladelse.
”Europe should promote the appropiate integration of immigrants. This is not just about reaching an agreement on rights and duties, it’s about achieving positive results in soical development. Europe should also establish bilateral, regional dialogue with the countries of origin and transit in order to provideo n-the-spot alternatives, with Africa a priority area for action. And Europe should be extremely efficient in border controls, reinforcing FRONTEX, informing potential illegal immigrants about the risks they are taking and relentlessly fighting mafia groups.”
José Luis Rodríguez Zapatero, spansk premierminister. The Economist.
Det er næsten 30 år siden C.V. Jørgensen hittede med sin satire om danskerne, der flyttede i skatte- og vinterly på den spanske solkyst. Det er ikke til at opstøve et leræsel med tandstikker på ryggen eller en grisefest, men de her stadig i stor stil, danskerne – sammen med østrigerne, svenskerne, briterne, hollænderne, nordmændene, tyskerne. EU har fået bedre fat om skattereguleringerne, så det er vel knap så meget skatten, der betyder noget for de emigrerede nordeuropæere, som det er varmen, fællesskabet og den billige vin. For 2€ får man et godt glas rødvin og en portion tapas. 3 glas og man har for under 50 kr. fået både en lille én på og aftensmad.
Antallet af bosættere og perioden, de efterhånden har været her, betyder, at der ikke længere er tale om bare lidt international menuredigering, men derimod om en selvstændig industri rettet mod de velhavende europæiske emigranter og som på en gang er både fuldt integreret og helt parallel med den lokale økonomi. På caféerne er der et hyggeligt sammenhold på tværs af nationaliteter. Man hilser på alle sprog og der afholdes bogklubber, foredrag og galleriåbninger, hvor man mingler med den bedrestillede lokale middelklasse. Der er radiostationer, hvor reklamerne skifter mellem engelsk, hollandsk og tysk, så man både ved, hvor man kan anskaffe den bedste engelske seng og få hjælp til sit høreapparat, sit boligkøb eller finde en fysioterapeut, som taler tysk. Og i lokalmagasinet ”La Danesa” kan man finde annoncer for dansktalende hjemmehjælp. Kioskerne har aviserne og i supermarkederne kan man indkøbe de mest efterspurgte hjemlige delikatesser. Findes de ikke, har både Tesco’s og M&S udlandslevering.
De udenlandske indvandrere bor tæt på hinanden i store og små lejlighedskomplekser. Deres ghetto er selvvalgt, men mange prøver alligevel at lære spansk, fordi det trods alt både gør tingene nemmere og flytter dem op i en klasse over turisterne og tættere på de ”lokale”. Men til forskel fra de lokale, kan de fleste af dem være ret ligeglade, når en af kommunerne går fallit på grund af korruption og overforbrug, som det skete i sidste uge. De kan jo altid sælge huset/lejligheden og flytte. Der er mange ”til salg” og ”til leje” skilte, selvom krisen tilsyneladende ikke har slået helt igennem endnu. Det kommer nok. For i følge The Economist er den spanske økonomi gået nedad med større hastighed end andre lande pga. af bl.a. overbelåning fra både forbrugere og virksomheder samt en over-afhængighed af byggeindustrien.
”For øjeblikket har vi det herligt her på Costa del Sol/i vores nynazistiske og asociale sammenhold/ Men den dag røderusserne kommer/og det gør de jo nok igen/har jeg solgt min hacienda og købt en ny i Californien.”
C.V. Jørgensen, 1980
Mennesket har altid flyttet sig – efter mad, arbejde, rigdomme, eventyr, religion. Noget har været i desperation, noget pga. ideologi eller kolonialisme. Udgravninger og hulefund tæt på, hvor jeg skriver disse ord, viser at menneskets er vandret hertil og har skabt sig en tilværelse for 45.000 år siden. Det undersmukke Alhambra Palads i Granada med sin muslimske arkitektur er et pragteksempel på en tidligere kultur, der er vandret ind og ud igen. Men ikke bare maurerne har været her. Fønikerne og romerne for nu bare at nævne nogle stykker, har også været forbi. Middelhavet har jo ikke kun været én stor handelsrute, men er jo også lang historie om den ene besættelse og folkevandring efter den anden. Når de økonomiske, politiske eller klimatiske vinde skifter, kan den velstillede klasse flytte sig igen. Så kan den ubemidlede gruppe forsøge at følge efter, for at opretholde livet og opnå det, alle emigranter søger; en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Men den afrikanske emigrant, der skyllede op på stranden den anden dag, nåede ikke en gang så langt.
© Irene Greve, 2009
